Torsdag den 8. november klokken 19-22 inviterer Centrovice til skattemøde, hvor deltagerne bliver opdateret på, hvad der er værd at vide på skatteområdet lige nu, samt, hvordan landbruget »måles« af eksterne investorer.

Aftenen starter med indlæg af Centrovices egne konsulenter, der gør deltagerne klogere på emnerne planlægning af ejerskifte, den nye ejendomsvurderingslov, seneste nyt på skatteområdet og pensionsstrategi i god tid.

Om emnet pensionsstrategi fortæller seniorøkonomikonsulent, Lars Jacobsen:

- Landmænd generelt har for lidt i pensionsopsparing og kommer for sent i gang med en ordentlig opsparing. På samme måde ser det ud på forsikringsområdet, hvor mange desværre er forsikret for dårligt. Derfor vil jeg på mødet sætte deltagerne ind i hvilke aktuelle pensionsordninger, der er, og give et overblik over hvilke muligheder, der er både i løbende drift og ved salg af ejendom.

Ejendomsvurdering og pantsikkerhed

Deltagerne får ligeledes overblik og viden om den nye ejendomsvurderingslov, når økonomikonsulent Rikke Skov dykker ned i, hvad den betyder for den løbende ejendomsbeskatning og beskatningen ved køb og salg.

Afslutningsvis er Niels Hald fra konsulenthuset Hald og Lie inviteret til at give et inspirerende foredrag om Due diligence. Ifølge Niels Hald kigger man eksempelvis på pantsikkerhed, men med den situation som den animalske produktion står i for tiden, er der ikke meget pantsikkerhed der. Og det efterlader jord og management tilbage at se nærmere på.

Tilmelding til mødet skal ske til Centrovice senest tirsdag den 6. november.