ÅBENT HUS Det er i år 50 år siden, at Leif Petersen etablerede Tornved Maskinstation, og det skal naturligvis markeres.

- I anledningen af vores 50-års jubilæum holder vi åbent hus lørdag den 18. juli klokken 12, fortæller Leif Petersen, der blot var 21 år, da han i foråret 1970 dannede maskinstationen i Tornved nær Jyderup mellem Holbæk og Kalundborg.

50-års jubilæet bliver – blandt andet på grund af corona-pandemien – altså markeret med flere måneders forsinkelse, og Leif Petersen er godt klar over, at tidspunktet ikke er optimalt.

- Det er jo lige midt i ferien og falder måske også sammen med høstarbejdet, men vi synes bare ikke, der var andre muligheder, forklarer den nordvestsjællandske maskinstationsejer, som for nylig fyldte 72 år.

Pølsevogn og veterantraktorer

Der er naturligvis sket en kolossal udvikling gennem de 50 år, og gæsterne til åbent hus-arrangementet kan ved selvsyn få et indblik i udviklingen.

Der vil nemlig være en håndfuld veterantraktorer, man i dagens anledning kan opleve på nærmeste hold, oplyser Leif Petersen, som også lover, der bliver serveret både vådt og tørt til arrangementet.

- Vi får besøg af en pølsevogn, og vi byder også på kaffe og kage, fortæller Leif Petersen. Han er de seneste år begyndt at trappe lidt ned, men har ingen aktuelle planer om at gå på pension.

- Jeg fortsætter så længe, helbredet tillader det. Jeg trives fint med de arbejdsopgaver, jeg har, og det er især med spuling af kloakker og dræn.