Gammel tradition holdes i hævd
Sandby Smedie & Maskinhandel holder lørdag den 19. november traditionen tro åbent hus med ekstra mange gode tilbud.

Jan Karlsen (til venstre) og Henning Karlsen er sammen med de øvrige ansatte i Sandby Smedie & Maskinhandel klar til åbent hus lørdag den 19. november. Arkivfoto
Syv dage om ugen er der åbent i Sandby Smedie & Maskinhandel A/S på landevejen mellem Næstved og Ringsted, der endda udvider åbningstiden lørdag den 19. november, hvor maskinforretningen holder det årlige åbent hus-arrangement.
Her er der mulighed for at gøre en ekstra god handel i forretningen, der blev grundlagt af Jakob Karlsen helt tilbage i 1911. Siden 1984 er det Jakob Karlsens barnebarn, Henning Karlsen, der har stået ved rorpinden, og gennem de seneste 10 år har Hennings søn, Jan Karlsen, også været med i butikken.
Gennem snart 50 år, faktisk siden Henning Karlsen selv kom tilbage til virksomheden i 1975 efter at være udlært og have arbejdet andet sted i nogle år, har der været tradition for et åbent hus-arrangement.
Garant for den gode service
Sandby Smedie & Maskinhandel er garant for den gode service i et marked, hvor man har såvel privat-, som erhvervs- og institutionskunder inden for næsten alt til landbrug og have/park.
Forretningen byder også på alt fra værktøj og arbejdstøj, til have og parkmaskiner, til hegnsartikler, landbrugsmaskiner og redskaber og ikke mindst til et stort reservedelslager.
Mens antallet af maskinhandlere bliver stadig færre, og de tilbageværende bliver stadig mere specialiserede – også ud i »de forskellige farver«, som Henning Karlsen formulerer det – holder man hos Sandbysmeden fast i at kunne skaffe reservedele til praktisk taget alle fabrikater, ligesom man holder fanen højt i alsidighed i forretningen.