Landbrugsskolen Sjælland holder åbent hus lørdag den 27. januar, og både i Høng og i Roskilde er der mulighed for at møde elever, undervisere og andre ansatte, ligesom man kan se faciliteterne på de to landbrugsskoler.

- Der er ingen tilmelding, alle er velkomne til at komme forbi og høre om vores uddannelser når som helst mellem klokken 10 og 14. Alle vores faciliteter er åbne, for at enhver kan opleve dem, siger Poul Jørgensen, der blev forstander på Høng-skolen den 1. september 2023, og fortsætter:

- Noget af det, som er særligt attraktivt ved vores uddannelser, er, at der næsten er garanti for at få en elevplads. Det er langt fra virkeligheden på alle erhvervsuddannelser.

Stort optag

Fuldt belæg på optaget på det kommende elevhold viser ligeledes, at uddannelserne er attraktive.

- Det kan være vanskeligt at opklare, hvor eleverne finder os, og hvordan de beslutter at vælge os. Men noget af det, vi kan se, er at mange af vores elever beslutter sig, når de har været på vores Farmer Camp, fortæller Poul Jørgensen og tilføjer:

- Det er en uge i starten af sommerferien, hvor unge mennesker mellem 12 og 16 år, som har lyst til en camp med fokus på landbrug, kan give den fuld gas og prøve alt det spændende, vi har at byde på.

Campen er en god blanding af bedriftsbesøg, praktiske opgaver og alt det, som hører til en lejrskole. Lejrbål, hygge om aftenen og god mad.

Forstander Poul Jørgensen glæder sig over fuldt belæg på erhvervsskolen, og ser frem til at byde gæster velkommen til åbent hus. Foto: Anders Lei

Forstander Poul Jørgensen glæder sig over fuldt belæg på erhvervsskolen, og ser frem til at byde gæster velkommen til åbent hus. Foto: Anders Lei

Mangel på ledere i landbruget

På Landbrugsskolen Sjælland er der opmærksomhed på, at der er stor efterspørgsel på ledere i landbruget, og det vil skolen meget gerne være med til at imødekomme.

- Der er i høj grad produktionsledere (PL) og agrarøkonomer (AØ), som efterspørges. Vi oplever, at de unge i mindre grad går efter at være selvstændige, da det kapitalbehov, der skal til, er helt umuligt, siger Poul Jørgensen.

- Vi oplever, fortsætter han, at konsekvensen er, at mange uddanner sig med henblik på at blive ansatte i landbruget, hvor der er et stort behov for nye, dygtige ledere til bedrifter, som kun bliver større og større.

Høj faglighed i hverdagen

Poul Jørgensen har en fortid som efterskoleforstander og har også arbejdet to år på en anden stor erhvervsskole, hvor han især har fokuseret på vejledning.

- Jeg er kommet til en skole, hvor det især er kombinationen af erhvervsuddannelser, praktisk uddannelse og ikke mindst kostskole, der har fanget min interesse, siger han.

- Skolen har en meget høj faglighed, blandt andet i kraft af enormt dygtige undervisere. Det er dem, der driver fagligheden, påpeger han.

Poul Jørgensen er bevidst om, at man som skole har et kæmpe ansvar for at uddanne kommende landmænd til at kunne begå sig og forny sig i det samfund, de befinder sig i.

- De kommende unge landmænd skal forstå, at der er en balance mellem at lave effektivt landbrug, samtidig med at udvikle sig i retning af en bæredygtig fremtid, slutter han.