Stort rykind til åbent hus i Sandby

Der var 400-500 besøgende til det årlige åbent hus-arrangement i Sandby Smedie og Maskinhandel.

ÅBENT HUS Det var svært at finde en parkeringsplads, hvis man ikke var hurtigt ude, da Sandby Smedie og Maskinhandel mellem Næstved og Ringsted for nylig holdt åbent hus.

Et sted mellem 400 og 500 mennesker lagde således vejen forbi maskinforretningens årlige åbent hus-arrangement. Og den store interesse vakte glæde hos værten.

- Vi havde rigtig mange besøgende. Jeg ved ikke præcist, hvor mange der var, men hele parkeringspladsen var totalt fyldt, fortæller Henning Karlsen fra Sandby Smedie og Maskinhandel, der gætter på, der var mellem 400 og 500 besøgende.

- Det er flere, end vi plejer, også fordi vi holder det over én dag. Det gør det lidt mere interessant, tilføjer Henning Karlsen.

Sjællands største udvalg

Siden sidste år har han og kollegerne også haft produkter fra Stihl på hylderne, ligesom forretningen også havde en række andre ting på tilbud. Men de besøgende havde pæn interesse for de fleste af tingene i butikken.

- De fleste af dem slæber noget med hjem. Det er meget få, der ikke gør det. Men vi har måske også Sjællands største udvalg af de ting, vi sælger, og det er også med til at øge interessen, siger Henning Karlsen.

Han lover, at arrangementet nok skal vende tilbage næste år.

- Vi holder helt sikkert et lignende arrangement til næste år. Der er jo ingen grund til at ændre noget, der virker, fastslår han.

Læs også