Vandplaner og bidragssatser, glyphosat og konspirationsteorier, høst og regelkaos, grisepriser og antibiotikaforbrug, generationsskifte og græsprotein. 

Det var blandt emnerne, som formanden for Østlige Øers Landboforeninger (ØØL), Povl Fritzner, tog op, da han, sammen med næstformand John Nielsen og sekretariatsleder Charlotte Frimer Petersen, aflagde beretning på foreningens årsmøde i Sorø, hvor det ofte kom til at handle om klimaet.

Povl Fritzner gjorde også opmærksom på, at Seges blandt andet arbejder med en række klimatiltag. Også næstformand John Nielsen kom ind på klimadebatten.

- Alt bliver målt og vejet i forhold til CO2-udledning og smeltende indlandsis. SMS’er, Vild med Dans og meget andet opgøres i kilo CO2-belastning, lød det blandt andet fra John Nielsen.

Dansk landbrug i førertrøjen

Ved den efterfølgende debat havde gårdejer og medlem af Danske Halmleverandører, Knud-Erik Clausen, Maribo, også et klimarelateret indlæg.

- Vi har halmoverskud og er blevet præsenteret for et spændende projekt, der hedder SkyClean, hvor man efter anvendelse af pyrolyse og efterfølgende hydrogering får biotjære, der kan anvendes som klimavenligt flybrændstof. 

- Anvender vi vores samlede halmoverskud på 2,5 millioner tons og en lille smule gylle, så kan man ved den samme teknologi lave miljøvenligt flybrændstof til samtlige fly, der kommer ud og ind af Danmark, lød det fra Knud-Erik Clausen, som tilføjede:

- Nogle vil nok mene, at de har hørt om pyrolyse før, og det er korrekt. For sådan et projekt startede vi op startede vi op med CWC i Vordingborg for fem-seks år siden. Visionært bakkede ØØL’s bestyrelse projektet op, ligesom 76 sjællandske landmænd, der samlet investerede fire millioner kroner.

- Vores problem var bare, at vi var fem-seks år for tidligt på den og kan nu konstatere, at hvis det øvrige samfund havde været bare halvt så visionære og fremsynede som henholdsvis ØØL og landmændene, så havde fabrikken været startet op nu. Vi havde løsningen, men samfundet var ikke parat, og det er dybt frustrerende.

Knap så kontante var meldingerne under gennemgangen af årets resultat, som lød på et overskud på 567.179 kroner, hvilket giver en ny egenkapital på 15,9 millioner kroner. Desuden har ØØL, der også ejer Roskilde Dyrskue og Store Hestedag, aktiver for knap 22,5 millioner kroner. 

På mødet var der også genvalg til både Povl Fritzner og John Nielsen, der begge tager en ny tørn som henholdsvis formand og næstformand.