Torsdag den 7. februar klokken 9.30 inviterer LVK – Landbrugets Veterinære Konsulenttjeneste – til foreningens årsmøde, der i år foregår på Landbrugsskolen Sjælland i Høng mellem Slagelse og Kalundborg.

Dagsordenen byder om formiddagen på den formelle del af årsmødet med blandt andet bestyrelsens beretning, fremlæggelse af regnskab og valg, mens der efter frokosten bydes på forskellige indlæg.

Først holder Karen-Marie Lillelund et underholdende foredrag »Hold balancen – Nyd livet«, mens Christian Hütte-
meier slutter årsmødet med et indlæg om landbrugets aktuelle situation.

Mellem de to indlæg er der gennem tre timer forskellige indlæg af LVK’s dyrlæger, og traditionen tro er disse faglige indlæg fordelt i tre forskellige grupper, så deltagerne specifikt kan få konkrete oplysninger inden for kvæg, svin og mink.

LVK har således lagt op til et årsmøde, hvor deltagerne både bliver orienteret om foreningens aktuelle status og gennem de forskellige indlæg tillige kan få nyttige råd og inspiration.

Det er gratis at deltage i årsmødet på den vestsjællandske landbrugsskole, hvor LVK i øvrigt byder på både morgenmad, frokost samt en kør-hjem-sandwich.