Roekuler med det bedste resultat
Roekuler kræver forberedelse og opmærksomhed på roernes tilstand samt løbende overvågning

Under ideelle forhold kan roerne lagres i op til flere måneder. Foto: Østdansk Landboforening
Af Julie Torp-Thomsen, planteavlschef i Østdansk Landboforening
Ikke alle sukkerroer er lige egnede til lagring, ligesom alle placeringer af roekule heller ikke er lige egnede.
Generelt bør sukkerroer til lagring være sunde, ubeskadigede og med højt sukkerindhold. Under ideelle forhold, kan roerne herved lagres i op til flere måneder. Sukkerindhold og den samlede kvalitet vil dog gradvist falde over tid.
Roer med fysiske skader – revner, sår eller mærker fra roeoptager – er ikke egnede til lagring. Skader skaber indgangspunkter for svampe og bakterier, som kan føre til råd og hurtig forringelse.
Lavt sukkerindhold i roerne gør også, at de ikke er optimale til lagring, da de har højere respiration og derfor forbruger sukker hurtigere, hvilket mindsker kvaliteten og udbyttet ved lagring.
Lagerråd spreder sig hurtigt
Har selve roelegemet været udsat for sygdoms- og/eller skadedyrsangreb, er de heller ikke egnet til lagring. Disse problemer medfører lagerråd, der spreder sig hurtigt i resten af roekulen, hvorfor disse roer slet ikke bør lagres.
Sukkerroer, der høstes lige før en længere periode med hård frost, kan blive svære at lagre, da roerne har brug for minimum et døgn til at hele småsår, inden frosten sætter ind. Roer, der har været udsat for frost, bliver bløde og nedbrydes hurtigere under opbevaring.
Endelig er det også vigtigt at sikre sig de rette lagringsforhold, før man planlægger langtidsopbevaring af sukkerroerne. Uden korrekt opbevaring vil roerne hurtigt miste kvalitet og sukkerindhold.