Kål hitter på de danske marker

I 2020 dyrkede danske landmænd næsten 25 procent flere kålmarker, end de gjorde for bare fem år siden. Særligt blomkål og spidskål er blevet populære herhjemme.

Kål er blevet dyrket og spist i Danmark i århundreder, men ser man på tallene for det areal, der bruges til kål, er der ikke noget, der tyder på, at danskerne er ved at blive trætte af den store spændstige grøntsag. 

Tal fra Landbrugsstyrelsen viser nemlig, at arealet med kål fra 2015 til 2020 er steget med knap 25 procent.

- Vi kan se, at det særligt er de »lette« kåltyper som spidskål og blomkål, der bliver dyrket mere af på markerne. Også grønkål er steget en del, selvom der var et lille fald i dyrkningen i 2020, siger teamleder i Landbrugsstyrelsen Peter Byrial Dalsgaard.

I de nye kostråd, som netop er blevet offentliggjort af fødevareminister Rasmus Prehn, er kål fremhævet som en af de grøntsager, danskerne bør have med i deres kost, hvis de vil spise sundt og klimavenligt.

Fynske kålkonger

Kigger man udover det danske land, vil man opdage, at der bliver dyrket særligt mange kålmarker på Fyn. Øen i midten af landet indtager en klar førsteplads som den region, hvor der bliver dyrket mest kål.

- Tallene viser os, at Fyn har førerpositionen i det nationale kålbarometer. I Danmark blev der i 2020 dyrket 1.914 hektar kål, hvoraf 704 hektar var plantet i fynsk jord. Det svarer til næsten 40 procent af det samlede areal med kål i Danmark. 

- På andenpladsen kommer Vestjylland, hvor der i 2020 blev dyrket 528 hektar kål, mens Syd- og Vestsjælland sniger sig ind på tredjepladsen med 358 hektar, siger Peter Byrial Dalsgaard.

Fordi kål er en meget alsidig plante, kan man året rundt dyrke forskellige kåltyper.

mip 

Læs også

Skal vi vande om et par uger?
Brandvarme gødningspriser
Bank: Rapporter om nye udbrud af ASF i Kina
Mobilt anlæg fremstiller såsæd til enkornssåning
Vårbyg vipper vinterbyg ned på andenpladsen