Pløjefrie landmænd inviterer til åben mark

En række pløjefri landmænd inviterer i samarbejde med FRDK og Pløjefri Rådgivere til åben pløjefri mark i maj.

I løbet af maj holder i alt fem pløjefri bedrifter åben mark. Det sker i samarbejde mellem FRDK (Foreningen for Reduceret Jordbearbejdning i Danmark) og Pløjefri Rådgivere fra VKST, Landbrugsrådgivning Syd og Velas.

- Vi oplever en stor interesse for de pløjefri systemer, og derfor vil vi gerne invitere interesserede en tur i marken for at få mere at vide om, hvad pløjefri dyrkning er, og hvordan man kommer i gang med det, siger Henrik Terp, formand for FRDK.

Han er selv vært ved en af åben mark-dagene sammen med fire kollegaer fordelt over hele landet. Udover hos formanden på Fyn er der åben pløjefri mark på Sjælland, i Sønderjylland, i Midtjylland og Nordjylland.

Det ene øst for Storebælt, som også er det første, foregår tirsdag den 3. maj hos Simon Christensen og Mikael Andersen på Hashøjvej 24 syd for Slagelse.

Imødekommer fremtidens krav

Henrik Terp oplever, at det især er besparelserne, der får landmændene til at vende blikket mod de pløjefri systemer.

- I første omgang er det den besparelse i forhold til tid, maskinpark og brændstof, man opnår ved at droppe ploven, der vækker interessen, siger formanden.

Han påpeger videre, at det selvfølgelig er en fordel, at dyrkningssystemer er med til at imødekomme en række krav fra det omgivende samfund til klima, miljø og biodiversitet.

Forskning og undersøgelser viser, at pløjefri dyrkning og conservation agriculture har en positiv klimaeffekt, mindsker udvaskning af næringsstoffer og øger biodiversiteten.

Myter om pløjefri dyrkning

FRDK oplever, at der er mange myter om pløjefri dyrkning, som landmænd, der overvejer at gå i gang med systemet, bliver mødt af.

Myterne kan være, at udbytterne falder, mere græsukrudt, stort forbrug af pesticider, markerne ser forfærdelige ud og andet.

- Det vil vi gerne være med til at mane i jorden ved at invitere inden for på de pløjefri bedrifter, hvor man både kan få syn for sagen, høre konkrete erfaringer og få faglige input fra både rådgivere og FRDK, siger Henrik Terp.

Læs også