80 landmænd deltog i Åben pløjefri-mark
Der var stor tilslutning til Åben pløjefri-mark, der for nylig blev afviklet ved Slagelse.
80 landmænd var i går ude at se nærmere på det pløjefri dyrkningssystem sammen med VKST og FRDK.
Hele 80 landmænd havde fundet vej til Simon Christensen og Mikael Andersen, der er naboer på Hashøjvej syd for Slagelse, hvor der tidligere i maj var Åben pløjefri-mark arrangeret af VKST og Foreningen for Reduceret Jordbearbejdning i Danmark (FRDK).
- Det er helt overvældende. Vi havde regnet med god tilslutning, fordi vi mærker en stigende interesse for de pløjefri systemer, men vi havde slet ikke regnet med så mange, siger formand for FRDK, Henrik Terp.
Andre steder i landet har der været lignende arrangementer, der er målrettet nye pløjefri landmænd eller landmænd, der overvejer at droppe ploven.
I det vestsjællandske var der kommet deltagere langvejs fra for at høre mere om de pløjefri dyrkningssystemer hos de to værter, Mikael Andersen, der har været pløjefri i 20 år på Asbjerggaard, og Simon Christensen på Rødkildegaard, som er opvokset i et pløjefri system.
Der var mange spørgsmål til de to værter. Blandt andet om, de kunne holde udbytterne, klare problemer med græsukrudt og dyrke frøgræs. Til det kunne Mikael Andersen kun svare bekræftende.
- Det er dog klart, at det er et håndværk, man skal kunne for, at det lykkes, sagde han.
Konkrete råd
På turen rundt i den pløjefri mark mødte deltagerne også planteavlskonsulent Leif Kildeby, VKST, der kom med helt konkrete råd til, hvordan man kan komme i gang med det pløjefri system.
Han aflivede ligeledes en del myter.
- Man høster mindst lige så godt, og det gror ikke til i græsukrudt, hvis man gør tingene rigtigt, sagde planteavlskonsulenten, der gav gode råd til sædskifte, opstartsstrategi, maskinpark og planteværn.
Derefter var der orientering om dyrkning af efterafgrøder, herunder de nye muligheder for at blande kvælstoffikserende arter i sine lovpligtige efterafgrøder, ved projektchef Hans Henrik Pedersen, FRDK.
Turen rundt i marken sluttede ved Syngentas Grobund-forsøg, der sammenligner de tre dyrkningssystemer pløjning, pløjefrit og conservation agriculture for at finde den mest bæredygtige dyrkningsform.