Poul regner med en god vinhøst i Vester Vedsted

2022-vejret har været rigtig godt til dyrkning af druer til vinproduktion, og det har Poul Kulmbach, Vester Vedsted Vingård, nydt godt af.

For mange er høstsæsonen snart et overstået kapital for i år. Men for andre er den slet ikke begyndt endnu. Det gælder blandt andet hos de cirka 100 danske vinproducenter, for her går høsten, der foregår med håndkraft, først i gang i slutningen af september måned.

Blandt dem er Poul Kulmbach, der har i alt 10.000 vinstokke på 2,5 hektar jord i Vester Vedsted udenfor Ribe, og han er optimist omkring årets udbytte.

Gode vækstbetingelser

For det tørre vejr i store dele af sommeren og sensommeren har givet gode vækstbetingelser for de 6.000 grønne og 4.000 blå vinstokke.

- Med det fine vejr, vi har haft på det sidste, så er forventningerne gode. Vi har ikke fået så meget regn i løbet af sommeren, og det er rigtig godt. Vinbonden vil gerne have højt flot solskin fra 1. april til 15. november, og så kan det regne om natten, siger Poul Kulmbach og fortsætter:

- Men jeg synes, det ser godt ud rundt omkring, og hvis bare vi kan beholde det gode vejr hen mod slutningen af september og i starten af oktober, så tror jeg, vi får en god høst, siger han.

Et spørgsmål om kvalitet

Og hvad er en god høst så? Jo, for Poul Kulmbach er det i høj grad et spørgsmål om kvaliteten i druerne, snarere end et spørgsmål om kvantitet.

For mig handler det om at have en høj sukkerprocent i druerne og en lav syreprocent. Det er en god høst. Det er jo så kvaliteten. Men der skal jo også noget kvantitet til, siger han og uddyber:

- Det er bedre at stå med en lille høst, hvor druerne er rigtig søde og sunde, end at stå med en stor høst hvor det modsatte gør sig gældende. Hvis de ikke modner 100 procent, kan vi godt bruge dem. Så er der lidt mindre sukker, og mere syre i det. Så kan vi bruge dem til mousserende vin, siger Poul Kulmbach.

Poul Kulmbach satte de første vinstokke tilbage i 2008, men det er først nu, at hans vinproduktion er skaleret op i fuld størrelse, fortæller han.

- De første planter her er fra 2008, de næste fra 2010 og de sidste fra 2015. Men der går jo en 7-8 år, inden man kan komme op på fuld produktion. Så det er først nu, at det er sket, siger han.

Høst med håndkraft

Vinen, der kommer ud af hans produktion, går til brug i den restaurant, der hører til gården, og som drives af hans datter og svigersøn. Men der er også grænser for, hvor meget de kan aftage.

- Og så bliver det måske så meget, at restauranten ikke kan aftage det. Det er min datter og svigersøn, der har restauranten, og de sælger udelukkende vores produkter, siger Poul Kulmbach.

Høsten foregår med håndkraft, og det kræver hjælp udefra. Men det får Poul Kulmbach også, afslører han.

- Vi har høsthold, altså plukkehold. Det er folk, der skriver sig på, og som kommer og høster frivilligt. Det er pensionister, langt de fleste af dem, og det er fordi, at vejret i efteråret, når vi høster, som regel er helt utilregneligt, siger han og fortsætter:

- Og hvis det regner meget, kan vi ikke høste, for så får vi for meget vand med ind. Så vi ringer typisk til folk aftenen før eller lidt længere før, og får aftalt høsttid, siger Poul Kulmbach.

Han tilføjer, at der typisk kommer en 15-20 personer og hjælper til i høstperioden.

Læs også