Afgrøder skal sås med kærlighed
En god etablering i foråret betyder et godt udgangspunkt for et højt udbytte.
Af Ninna Rieper Boesen,
planteavlskonsulent, Økologisk VKST
Etableringen i foråret danner grundlag for resten af dyrkningssæsonen. Især i det økologiske jordbrug er det vigtigt, at ens afgrøder har gode startbetingelser. Det giver dem et forspring i forhold til ukrudtet og gode chancer for at vinde kampen om ressourcerne. Som alt andet i jordbruget, afhænger tidspunkt for jordbearbejdning og såning af vejrliget.
Ved pløjning og såbedstilberedning skal jorden være tjenlig. Den må ikke være for våd, for så undgår man strukturskader i marken.
Som planteavler ved man, når man har lavet et godt såbed. Jorden er så tilpas tør, at den falder godt for ploven, pløjningen er jævn og ensartet, og overfladen er fri for store knolde.
Laver man en god pløjning, slipper man for gentagne udjævningsbehandlinger, der udtørrer jorden og forringer spiringen. Den rette fugtighed i jorden er nemlig altafgørende for en god spiring.
Prioriteringens kunst
Ved såning skal jordtemperaturen være over fem grader, hvilket vil give en hurtig spiring. De små spirer er dog sårbare, og en hård nattefrost vil kunne gøre det af med dem. Derfor anbefales det at vente med såning til midten af marts.
Med dette in mente viser mange års forsøg, at en for sen såning går udover ens udbytte. Her gælder det især om at komme foran ukrudtet.
At drive landbrug er således prioriteringens kunst.
Økologer står ofte i dilemmaet – skal jeg så eller ukrudtsbekæmpe? Jeg anbefaler kun at udskyde såning af vårbyg og til dels vårhvede og vårtriticale. I år med et tidligt forår, kan man godt nå at lave et falskt såbed i disse afgrøder. Det tyder lidt på, at det bliver sådan et år i år.
Kun ved store forekomster af agerkål vil jeg anbefale at lave falskt såbed. Man skal grundigt overveje om andre metoder, som dobbelt rækkeafstand og radrensning, vil være tilstrækkeligt. 10 procent kløverbrak er altid en god måde at sanere ens sædskifte på.
For at undgå at rive de såede frø op ved ukrudtsstrigling, sås økologiske afgrøder lidt dybere end konventionelle.
Rettidighed for økologer
Diskussionen om en øget udsædsmængde giver høje nok udbytter til at betale for den ekstra udgift i udsæd er velkendt.
Gentagne forsøg viser, at øgede udsædsmængder ved økologisk dyrkning godt kan betale sig. Hovedårsagen er en bedre konkurrence mod ukrudtet. Samtidig går flere planter til i økologisk dyrkning på grund af sygdoms- og skadedyrsangreb samt ved ukrudtsstrigling.
Sår man i midt april eller senere eller er såbedet dårligt, er det særlig vigtigt med et højt plantetal. Jeg kan kun anbefale at reducere plantetallet 10-20 procent ved såning af udlæg i afgrøden og ved såning af tidlig foderhavre.
Husk at inden for økologien er rettidighed og den rigtige prioritering ekstra vigtig. Tilpas dig til året i stedet for at gøre som du plejer.




































