Aftale om korn og raps modtagelse på Sydøstfyn
Korn- og foderstofselskabet Brødr. Ewers indgår aftale med Højlundsgaard Maskinstation ved Gudme og er klar til at modtage afgrøder allerede i den kommende høst.
Landmænd fra den sydøstlige del af Fyn får nu bedre muligheder for at levere korn og raps, efter at korn- og foderstofvirksomheden Brødr. Ewers A/S har indgået samarbejde om kornmodtagelse med Højlundsgaard Maskinstation ved Gudme mellem Nyborg og Svendborg.
Højlundsgaard har brovægt og gode faciliteter til håndtering af afgrøder, oplyser markedschef Frederik Corydon Larsen, Brødr. Ewers:
- Vi ønsker at være til stede og tilbyde fleksible løsninger, der hvor landmændene er. Vi oplever, at mange landmænd i området ønsker at levere deres afgrøder selv, og det får de nu mulighed for, siger Frederik Corydon Larsen.
Den nye kornmodtagelse ligger midt i et større landbrugsområde, hvor landmænd nemt kan køre til.
Klar til høst
Den nye kornmodtagelse er allerede fra kommende høst klar, hvor det vil være muligt for de fynske landmænd at levere korn og raps til Brødr. Ewers på Højlundsgaard Maskinstation.
- Vi har gennem flere år haft et godt og velfungerende samarbejde med Højlundsgaard Maskinstation på en række områder, og vi ser frem til at øge dette samarbejde ved at kunne tilbyde modtagelse af korn og raps, siger Frederik Corydon Larsen.
Han håber, at landmændene i området tager godt imod initiativet.
Højlundsgaard Maskinstation drives af Arne Durk Van der Veen som en traditionel maskinstation samt egen planteavl med korn, raps og frøgræs. Mens Brødr. Ewers er Danmarks største privat ejede grovarevirksomhed med 160 medarbejdere og en årlig omsætning på 1,6 milliarder kroner.
Ud over hovedkontoret i Sønderborg har Brødr. Ewers afdelinger fordelt rundt i Jylland, på Sjælland, samt en afdeling på Fyn i Birkum, tæt ved Odense.





































