- Vi oplever en ret tydelig udvikling hos de store traktorbrands, hvor design og emotionel føreroplevelse i stigende grad fylder og supplerer traktorernes og mejetærskernes fysiske ydeevne, siger CEO for Dalbo, Carsten Abel, og fortsætter:
- Vi synes markedet også fortjener noget tilsvarende indenfor redskabskategorien, og har derfor taget hul på en ny udviklingsplatform, hvor design, kundeudbytte og fremstilling optimeres. Vi er selvfølgelig spændte på, hvordan kunderne og markedet tager imod det, påpeger han.
Blandt nyhederne på Dalbo-standen er jubilæumsmodellen MiniMax 630 Black Edition-tromlen, der har været på markedet i 30 år, og nu er fremstillet i 25.000 eksemplarer, hvilket er årsagen til specialudgaven på standen, der fremstilles i en begrænset serie på 100 eksemplarer.
Den store jubilæumstromle er udstyret med den kraftigere midterramme fra MiniMax 830, store hjul i dimensionerne 400/60x15,5, sorte lygtehuse og hydraulikslangeholder og en markant sort lakering med specielle Black Edition stickers.
Flere nyheder
Udover jubilæumstromlen vises også den helt nye MultiRoll 630-tromle, som er baseret på den nye designplatform, og er en erstatning for den græs-systemtromle MaxiRoll Greenline.
En anden nyhed er den frontmonterede tromle FrontFlex 600 med en arbejdsbredde på 6 meter og en transportbredde på 3 meter. Det specielle ophæng gør, at tromlen trækkes frem og dermed giver mulighed for styreudslag.
Udover de nævnte nyheder vises også en tung knivtromle, såbedsharve med styring af harvedybde, tromle med en arbejdsbredde på 18,3 meter, systemtromle til stubbearbejdning og en kompakt frontpakker.
per@effektivtlandbrug.dk
Mobil 20 25 10 37