Sjørup Vestergaard ved Farsø rummer 420 jerseykøer. Fem af dem har driftsleder på stedet, Christoffer Østergaard, meldt til Agro Nord.

Med god opbakning fra arbejdsgiveren Anders Jakobsen, er Christoffer klar til at gå i ringen for første gang med ansvaret på sine egen skuldre. Tidligere har han hjulpet til, hvor han kunne og fremvist et hav af køer, men aldrig med ansvars-kasketten på sit eget hoved.

Det ryster ikke Christoffer Østergaard. For som når en cirkushest lugter savsmuld, vækkes minderne og Christoffer Østergaard kan slet ikke lade være.

- Det er stemningen, kammeratskabet, køerne og konkurrencen. Og selvom det er hårdt arbejde, ingen kommer sovende til et dyrskue, ja så føles det som en halv fridag, siger Christoffer Østergaard med et smil på læben.

Minder fra morfar

Det var også ren leg, hygge og god stemning, da han fra barnsben var med på forskellige dyrskuer. Hans morfar havde en rødbroget besætning med 13 køer i bindestald og det var her interessen for at arbejde med køer, og i særdeleshed at deltage på dyrskuer, blev vakt.

- Min morfar, mor og jeg tog afsted på mange dyrskuer, husker Christoffer, som erkender, at en barndom blandt rødbrogede køer også har gjort, at hans hjerte banker lidt hurtigere for netop denne race.

Stor forskel på racer

Alligevel har hans ind til nu 16 måneder i spidsen for 420 jerseykøer været en positiv og lærerig udfordring, som har krævet at Christoffer Østergaard har tænkt nyt.

- Der er stor forskel på om man passer rødbrogede- eller jerseykøer, især ved kalvene har det krævet ekstra meget, fortæller Christoffer, som blandt andet har indført en daglig mælkefodring i stedet for to, med stor succes.

- Så kan det være den samme mand, der giver kalve hver gang, og det betyder meget. Jeg tror ikke, forskellen ligger i om der er en eller to fodringer om dagen, men mere, at fodringen bliver gjort ens hver gang, forklarer han.

Udvider til 475 årskøer

Og sådan er det med alt på Sjørup Vestergaard, som Anders Jakobsen købte for tre år siden. Tingene skal være velovervejet, inden nye ting sættes i værk.

- Vi laver ikke noget i dag for at lave det om i morgen, siger Christoffer Østergaard, som også er med i udvidelsen på ejendommen, hvor koantallet skal øges til 475 årskøer.

I første omgang gælder det Agro Nord og klargøringen af fem jerseykøer. Og Christoffer Østergaard glæder sig til igen at få savsmuld under skoene.

Fem køer fra Sjørup Vestergaard  
Christoffer Østergaard skal fremvise fem køer fra Anders Jakobsen.
En 2-kalvsko efter VJ Bro
En 3-kalvsko efter VJ Hillum
En 4-kalvsko efter en foldtyr
En 5-kalvsko efter VJ Handy
En 6-kalvsko efter VJ Zuma