Udstillerne står i kø
111 udstillere har fået plads i Messecenter Vesthimmerland og flere har stået på venteliste for at komme til.

Udstillerne har stået i kø for at få plads på Agro Nord. Arkivfoto
Med 111 maskin- og produktudstillere er der endnu engang fuldt hus, når Agro Nord løber af stablen i Messecenter Vesthimmerland.
Kort før nytår kunne messecenterets direktør, Brian Otte, melde alt udsolgt og begynde at skrive folk på venteliste.
- Vi mærker altid stor interesse for at udstille på Agro Nord. Både fordi det er her, man finder mælkeproducenterne og også fordi, det er årets første dyrskue. At det så samtidig også går godt for landbruget lige for tiden, smitter selvfølgelig også af, konstaterer Brian Otte, der primært har sat standpladser af til gamle kendinge, mens Thorup Maskinhandel er en af de få nye i hallen.
- Vi er glade og stolte over, at så mange vender tilbage år efter år, og vi er også rigtig glade for, at en forretning som Thorup Maskinhandel vælger at komme her første gang, de overhovedet har valgt at tage på messe, siger Brian Otte, der forventer omkring 4.000 gæster i løbet af dagen.
Mens dyrskueprogrammet er ændret, så auktionen, der plejer at slutte dyrskuet, er gledet ud, og DM i klipning kommer til at starte dagen, forventer Brian Otte at strømmen af gæster i udstillerområdet vil være, som den plejer.
- Der er gjort lidt mere plads til de forskellige udstillinger i ringen, så der kommer stadig til at ske noget over hele dagen og der bliver også masser at se på sidst på aftenen, hvor vi blandt andet får udpeget Miss Agro Nord, mens der vanen tro også går lidt hygge i den hos udstillerne, hvor flere blandt andet plejer at byde på fadøl. Så der skal nok være publikum over hele dagen, spår direktøren.