Thyregod præsenterer stensamler i Herning

Stensamleren fra danske Thyregod går sin sejrsgang i Frankrig og bliver præsenteret under midtjyske himmelstrøg på Agromek i Herning.

Der sælges mange Thyregod stensamlere i Frankrig hvert år. I Sverige og andre lande omkring os kører der også en del, men i Danmark er der ikke mange, der kender Thyregods stensamlere og stenriver. Hvorfor ved Kurt Gjødsbøl, der blev ansat i Thyregods salgsafdeling tidligere på året, ikke.

- Det har nok lidt med manglende fokus at gøre og måske en tradition for at køre med tankmaskiner i Danmark, men hvorom alting er, så tager vi den med til Agromek for at lodde stemningen, fortæller han.

Stensamleren fra Thyregod kaldes TS1500. Den er hydraulisk drevet via en dobbeltpumpe, der trækkes af traktorens PTO. Stensamleren er forsynet med en fjederbelastet og hydraulisk drevet indføringsvalse på 600 millimeter i diameter.

Valsen sørger for at opsamle/indføre sten og jord i et konstant flow ind i maskinen via en forkæde og hen over et bredt frontskær, som er fremstillet i 20 millimeter specialstål. Rensebordet, som sorterer stenene fra jorden, kan leveres i tre forskellige udgaver med kædedeling på 28 – 36 – 40. Kæden er ligeledes hydraulisk trukket. Stensamlerens arbejdsdybde justeres trinløst ned til 300 millimeter.

Efter endt tur gennem stensamleren flyttes stenene via en lang aflæsserelevator til en følgevogn. Elevatoren er bygget op i tre sektioner og kan foldes sammen ved transport, så det er nemt at komme omkring.

Der er monteret en overkæde på maskinen. Den fungerer som en sikkerhedskæde, der beskytter mod, at sten slynges væk fra maskinen. Ved at anvende en sikkerhedskæde i stedet for lukket afskærmning opnås fuldt overblik over rensebordet.

Kurt Gjødsbøl mener, at man i Danmark med fordel kan anvende en stenrive før stensamleren for at forøge kapaciteten. Hvis der virkelig skal ske noget, så kan to stenriver frontmonteres i en V-form foran på traktoren og samle en »sten-streng« ind under traktoren, hvorefter stensamleren sørger for opsamling, rensning og overlæsning til en frakørselsvogn.

Læs også