Familieoverdragelse af landbrugsejendom

GENERATIONSSKIFTE Mange landmænd, som gik med tankerne om generationsskifte, fik det gjort sidste år, hvor der var mulighed for at overdrage erhvervsvirksomhed til en nedsat bo-og gaveafgift.

Denne nedsatte afgift var en mulighed i årene 2016-2019, og blev af den nuværende regering rullet tilbage.

- Går man med tankerne om at skulle generationsskifte, kan det dog fortsat være en god idé at få det gjort nu, påpeger Mette Engel fra Lou Revision i Nykøbing Falster.

Det nye værdiansættelsescirkulære, den nye +/-20-regel er nu gældende, men vil kun have virkning for familieoverdragelser, hvor der på overdragelsestidspunktet foreligger en ejendomsvurdering efter den nye ejendomsvurderingslov.

Ejendommens handelsværdi

- Indtil de nye ejendomsvurderinger udsendes, vil de nuværende regler derfor fortsat være gældende. De nye offentlige ejendomsvurderinger offentliggøres andet halvår 2020 og frem til 2022, oplyser Mette Engel i den forbindelse.

Har man ikke fået sin nye ejendomsvurdering, kan man fortsat gøre brug af den tidligere +/-15-regel, som når en ejendom overdrages mellem nærtstående personer.

- Baseres beskatningen på ejendommens handelsværdi, og ligger prisen inden for 15 procent i forhold til seneste vurdering, så accepterer Skat handelsværdien, meddeler Mette Engel.

jhal

Læs også