100 års jubilæum fejret med roedag

Forædlingsvirksomheden MariboHilleshög markerede for nylig, at firmaet - som landets eneste - har udviklet sukkerroesorter siden 1920.

JUBILÆUM Under corona-sikre forhold afviklede den danske sukkerroeforædler MariboHilleshög for nylig en markering af 100-året for starten af virksomheden.

I et forrygende septembervejr blev der vist maskindemonstrationer, præsenteret højtydende sukkerroesorter og holdt taler for de fremmødte.

Virksomheden er i dag en del af DLF-andelsselskabet, og bestyrelsesformand Christian Høegh Andersen gennemgik de 100 års forædling i virksomheden, der i flere perioder har været globalt markedsførende.

- I dag er 13 procent af alle sukkerroer i verden fremavlet her på MariboHilleshög, hvilket er ganske imponerende, fremhævede formanden.

Kort om MariboHilleshög

● De Danske Sukkerfabrikker ønskede i 1920 at sikre forsyningen med kvalitetsroefrø.

● I 1930 flyttede forædlingen fra Maribo Sukkerfabrik til det nuværende sted uden for Holeby.

● Stigende eksport til hele verden – og flere ejer- og navneskift undervejs.

● I 2010 overtaget af Syngenta og for tre år siden opkøbt af det danske andelsfrøselskab DLF.

● Sammenlægning med svenske Hilleshög under navnet MariboHilleshög.

● Hovedsæde for de 340 medarbejdere er fortsat ved Holeby syd for Maribo på Lolland.

Læs også