Australien hastebehandler visa til høstarbejdere
Australske landmænd får mulighed for at få kritiske visumsager prioriteret, efter at strammere immigrationsregler har skabt frygt for mangel på arbejdskraft under den forestående høst.

Australien hastebehandler visa til udenlandske arbejdere for at afværge mangel på hænder under den kommende høst. Arkivfoto: Brian Østergaard
Oplæsningen af artiklen er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens. Artiklens indhold er skrevet af redaktionen.
Den australske regering vil hastebehandle visumansøgninger fra udvalgte udenlandske landbrugsmedarbejdere. Det oplyser brancheorganisationen Grain Producers Australia, GPA ifølge nyhedsmediet Reuters.
Australien er blandt verdens største eksportører af hvede, byg og raps, og høsten begynder i de kommende uger. Mange bedrifter er afhængige af midlertidig udenlandsk arbejdskraft.
Ordningen betyder, at landbrugets organisationer kan indsende hastende sager til prioriteret behandling.
- Det er en løsning, og vi takker regeringen for at handle, siger GPA-formand Matthew Madden.
Det er dog fortsat uklart, hvor mange ansøgninger ordningen kan håndtere, og om den sikrer hurtige godkendelser.
Regeringens nye regler indebærer op til tre måneders sagsbehandling og begrænser mulighederne for visumforlængelse. Ifølge landbruget er ventetiden allerede steget fra få dage til flere måneder.
Podcast
Alle afsnitAlle podcasts her er fremstillet ved hjælp af kunstig intelligens – både lyd og manuskript. Indholdet bygger på Effektivt Landbrugs egne artikler og er redaktionelt gennemgået.









































