Kartoffelfabrik er stadig i kog

Med kun 4.000 tilmeldte hektarer på Fyn og Sjælland undersøger de fynske initiativtagere de sidste muligheder for at etablere en kartoffelmelsfabrik.

KARTOFFELMELSFABRIK I nu over to år har en gruppe af fynske landmænd undersøgt mulighederne for at etablere en kartoffelmelsfabrik. Et projekt, som opererer med et anlægsbudget på 570 millioner kroner og et produktionsgrundlag på mindst 6.500 hektar.

Efter et tilsagn fra 47 fynske dyrkere – i første omgang med 1.500 hektar – satte bestyrelsen for selskabet, K&H Fyn, en frist for flere interesserede dyrkere den 8. oktober for at nå enten det nødvendige areal eller også at droppe projektet, som flere sjællandske landmænd ellers også har vist interesse for.

- Vi havde håbet på et grundlag, så processen kunne speedes op. Men vi er landet midt imellem, lyder det fra planteavler Lau Hvid Hansen, efter bestyrelsen har opgørt det samlede tilsagn til omkring 4.000 hektar melkartofler fra potentielle dyrkere på både Fyn og Sjælland.

Ekstraordinær generalforsamling

Bestyrelsen finder imidlertid, at det er for mange indmeldte hektarer til, at projektet skal droppes. I stedet er det besluttet at holde gryden i kog ved at afdække forskellige muligheder med enkeltpersoner, virksomheder og brancher, som Lau Hvid Hansen vælger at udtrykke det uden at ville konkretisere det nærmere.

- Vi anstrenger os en gang mere frem til den ekstraordinære generalforsamling, som vi afvikler den 12. november, og her forhåbentlig får en endelig afklaring, siger Lau Hvid Hansen.

Dermed har han og den øvrige bestyrelse ikke opgivet håbet om at kunne tilbyde interesserede landmandskolleger dyrkning af højværdiafgrøden, selv om de i en pressemeddelelse udtrykker ærgrelse over, at det ikke lykkes at trænge mere igennem med budskabet til specielt de fynske jordbrugere.

Større potentiale hos flere

- Vi har ved flere lejligheder mødt landmænd, som ikke har taget muligheden tilstrækkeligt i betragtning. Og der er nok stadig mange, der betragter kartoffeldyrkning som en sandjordsafgrøde, som kræver vanding. Og når man ikke har den mulighed, er der ikke blevet budt ind på vores tilbud.

Lau Hvid Hansen peger også på, at der meget vel er et større potentiale på de enkelte ejendomme, som har indsendt tilsagn om at være med i en kommende kartoffelmelsfabrik. Ikke mindst når arealerne sammenlignes med leverandører til andre fabrikker.

- Derfor tror jeg, at der fortsat er et potentiale, lyder det optimistisk fra Lau Hvid Hansen.

Læs også