Såvel kreaturejere samt ikke mindst hesteejere, frygter engbrandbæger, der kan være dødelig for dyr. Flere opfordrer til bekæmpelse nu.
Netop nu ser man på flere marker rundt i landet relativt høje gule blomster, typisk 80-120 centimeter, lyse op, og mange steder er det den frygtede, giftige og dermed ikke mindst forhadte brandbæger, hvad enten det er engbrandbæger elle vårbrandbæger.
Også på mange hel- og halvoffentlige arealer, langs lande- og motorveje og langs jernbanespor står planten.
Brandbæger er ikke en invasiv art og står følgelig heller ikke på hverken EU’s eller den danske liste over arter, som der ønskes foretaget bekæmpelse af, sådan som det ønskes af blandt andet kæmpe-bjørneklo, rynket rose og sildig gyldenris. Men det er ikke ensbetydende med, at den ikke ønskes fjernet mange steder.
Årsagen er den simple, at rigtig mange ejere af kreaturer og heste ikke ønsker planten på deres marker, ej heller i deres ensilage, hø eller wrap, netop som følge af at planten er giftig, såvel når den er i vækst, som hvis den i tør eller ensileret tilstand forefindes i vinterfoderet. Endvidere ønsker de den heller ikke på naboens marker, da frøene er vindbårne, på samme måde som mælkebøttens, hvorfor store arealer hurtigt kan blive tilgroede med nye planter.
Advarsel og opfordring
Aktuelt er der derfor netop nu mange advarsler på blandt andet diverse hestesites, via Facebook, i nyhedsbreve fra konsulenter og rådgivere indenfor ikke mindst hesteverdenen, hvor der advares mod planten og gives opfordringer til at bekæmpe og rydde den af vejen.
Heste og engbrandbæger
Normalt græsser hestene uden om planten, men ved mangel på græs, eller hvis der er mange engbrandbæger i marken, kan det forekomme at heste spiser planterne. Enkelte heste har endda vist særlig smag for planten og går målrettet efter dem.
Heste skal spise op mod 5 procent af deres egen vægt af planten for at dø, men hver sommer opleves flere tilfælde, hvor heste viser tegn på forgiftning. Symptomer kan blandt andet være, at den taber sig, bliver slinger, vandrer hvileløst rundt, ligesom hvide partier i pelsen bliver allergiske overfor sollys, væskeansamlinger og gule slimhinder.
I øvrigt er netop forgiftning med brandbæger en af de mest udbredte planteforgiftninger hos husdyr. Og da giftstofferne langsomt hober sig op i leveren og der kan forrette uhelbredelig skade, kan man med rette betegne sygdommen som en sniger.
Problemplante
Efter at det er blevet forbudt at sprøjte brakmarker, og det samtidig ikke er alle, der får fjernet planterne fra græsmarkerne, synes planten at være i fremgang og stigende i antal.
Et andet problem med planten er, at den først blomster i sit andet leveår, hvorfor den som 1-års plante kan stå på marken, uden at man lige umiddelbart opdager den.
Bekæmpelse
For at komme planterne til livs, anbefales det helt at fjerne dem, grave dem op, og naturligvis helst inden de når at sætte frø, så de ikke øges i antal det følgende år.
Da planten også er giftig i tør tilstand, lyder anbefalingen desuden på at fjerne dem helt fra marken.
I forhold til kemisk bekæmpelse anbefaler Seges, at man kontakter en planteavlskonsulent.