Fejl i nyt ansøgningssystem
Der er igen store problemer med Landbrugsstyrelsens ansøgningssystemer, lyder det fra Landbrug & Fødevarer. Denne gang er det det nye ansøgningssystem, som ansøgere om nye tilsagn til pleje af græs- og naturarealer og økologisk arealtilskud, skal anvende.
Der er allerede nu store udfordringer med det system, som ansøgere om nye tilsagn til pleje af græs- og naturarealer og økologisk arealtilskud skal anvende første gang i år.
Det fortæller Landbrug & Fødevarer i en pressemeddelelse.
- Faktisk står det så grelt til, at systemet slet ikke var klart ved åbningen i sidste uge. Nye økologer kan derfor ikke søge om omlægningstillæg, da den del af systemet slet ikke er færdigprogrammeret endnu, siger Niels Peter Nørring, der er områdedirektør for bæredygtighed, miljø & EU hos Landbrug & Fødevarer.
En stor del af ansøgerne med eksisterende tilsagn kan ifølge Landbrug & Fødevarer heller ikke søge om fornyelser eller ændringer – enten fordi deres indberetning til fællesskema 2019, anmeldelse af producentskifte eller udbetaling af 2018-tilskuddet ikke er færdigbehandlet.
Systemet har derudover været fejlbehæftet og har generelt arbejdet meget langsomt, lyder det.
- Uholdbart
Landbrug & Fødevarer har derfor skrevet til Landbrugsstyrelsen og gjort opmærksom på, at det på ingen måde er acceptabelt, at systemet ikke kører fejlfrit.
- Vi har påpeget, at vores medlemmer og konsulenter står i en uholdbar situation
Hans Erik Jørgensen, formand for Landbrug & Fødevarers økologisektion
- Det var vores klare forventning, at styrelsen ville stille et stabilt, driftssikkert og gennemtestet system til rådighed ved åbningen. Landbrugsstyrelsen har hele tiden bekræftet, at de har haft stort fokus på at sikre, at ansøgningsskemaet til nye tilsagn ville være gennemtestet og klar til brug ved åbningen, siger Hans Erik Jørgensen, der er formand for Landbrug & Fødevarers økologisektion, og fortsætter:
- Vi har påpeget, at vores medlemmer og konsulenter står i en uholdbar situation. En situation, der kun bliver forstærket af, at en stor del af ansøgningsperioden er samtidig med den almindelige sommerferieperiode.
- Hverken vores medlemmer eller konsulenterne har mulighed for at planlægge deres arbejde, når alle dele af ansøgningssystemet ikke virker. Der er derfor behov for, at systemet kommer op at køre fejlfrit, og at der bliver givet klar besked om, hvornår systemet kommer til at virke stabilt.
Udfordringer
Hans Erik Jørgensen bliver bakket op ad Thomas Vang Jørgensen, der er afdelingschef for økologi hos Agri Nord:
- Det er meget trist, at systemet ikke fungerer. Det bevirker, at stemningen nærmest er apatisk blandt mine kolleger. Det er meget problematisk, at vi ikke ved, hvornår systemet kommer til at virke, siger han.
Landbrug & Fødevarer har forlods bakket op om det nye ansøgningssystem, fordi det skulle være med til at sikre en markant hurtigere udbetaling af tilskuddene fremover.
Landbrug & Fødevarer vil nu, oven på de store udfordringer med systemet, følge sagen tæt fremadrettet.
Ansøgningssystemet åbnede 11. juni i år.
mip






































