Fisk for millioner
Optælling af fisk viser, at genoprettelsesprojekt har vist sit værd.

Lars Hammer-Bek fra Sydvestjysk Sportsfiskerforening er gået i vandet sammen med Ann Kirstine Vesterlund Pedersen fra Vejen Kommune for at undersøge udviklingen i fiskebestanden.
OPTÆLLING Nytter det nu at bruge så mange penge på genopretning af vandløb, eller er pengene spildte. Et spørgsmål, mange stiller sig, men en optælling af fiskeynglen i et genopretningsprojekt ved Glejbjerg viser sit tydelige resultat.
- Inden projektet fandt vi næsten ingen fisk, men det ser helt anderledes ud nu.
Sådan lyder det fra Lars Hammer-Bek fra Sydvestjysk Sportsfiskerforening, der sammen med repræsentanter fra Vejen Kommune er i gang med elfiskeri for at kunne finde ud af, hvordan projektet har påvirket fiskebestanden.
Og fiskeriet viser sit tydelige resultat – der er nu masser af fisk.
Har gjort en forskel
- Før projekterne blev der kun fanget tre ældre ørred pr. 100 meter vandløbsbred svarende til dårlig økologisk tilstand, fortæller naturgeograf Ebbe Evendorf Høy fra Vejen Kommune.
- Efter projekterne blev der pr. 100 meter vandløb fanget 100 ørredyngel og 29 lakseyngel samt 21 ældre ørred og 21 ældre laks svarende til moderat økologisk tilstand. Altså en stor fremgang, som kan tilskrives de forbedrede fysiske forhold på strækningen. Det er desuden ekstra positivt, at der for første gang er fanget vild lakseyngel i Nørrebæk, noterer Ebbe Evendorf Høy.
Han glæder sig over udviklingen i bækken.
- De nyanlagte gydebanker bliver flittigt benyttet af både laks og ørred. Særligt tætheden på 476 stykker vild lakseyngel pr. 100 meter vandløb er rekordhøj for Sneum Å-systemet, hvilket er ret fantastisk.
- Men også ørredtætheden er ret flot, da den alene svarer til god økologisk tilstand. Når lakseynglen lægges til, hvilket man gør i beregningerne, er vi langt over grænsen for høj økologisk tilstand, som er på 250 yngel pr. 100 meter vandløb, forklarer Ebbe Evendorf Høy.
Der var også i 2013 fri passage til Vadehavet, men dengang var ørredtætheden væsentlig lavere end i år, mens der ikke blev fanget laks. Så de udlagte gydebanker har virkelig gjort en forskel.