Lørdag den 14. september kan man komme til helstegt pattegris, 60-års jubilæum og Carsten Knudsen fra de Nattergale! Det foregår ved det årlige 4H Børnedyrskue på Hindsig Ridecenter ved Horne/Varde. Der er god grund til at komme til dyrskuet, hvis man spørger arrangørerne.

- Besøg Børnedyrskuet og slip børnene løs. Her kan de holde og klappe en kanin, beundre de søde katte, opleve ponyer i alle størrelser, lege med de små maskiner, finde karameller i kornet og meget, meget mere.

Det er 4H Børnedyrskuets håb at åbne et vindue for borgere i Varde Kommune til et for mange ukendt væld af aktiviteter, som børn i 4H dagligt arbejder med. 

På 4H Børnedyrskuet kommer der mange dyr, men 4H er også andet end dyr, og man kan vælge et hvilket som helst emne. Det vigtigste er, at børnene viser, at de selvstændigt kan arbejde ud fra en idé, og skabe nogle positive resultater.

Derfor vil der på skuet også være udstillinger, hvor børnene fremviser deres resultater ud fra temaer som: madlavning, bagning, værelse, have, natur, hobby, træarbejde, cykler, crosser, traktor med videre. 

På børnedyrskuet får børnene desuden bedømt deres udstilling, og får fortalt dommeren om deres 4H arbejde i årets løb.