Kom med på spændende landbrugstur til Brasilien og Argentina
Landbrug, natur og kultur er meget anderledes i Brasilien og Argentina på grund af helt andre klimatiske og politiske betingelser. Nu er der en chance for at opleve det på en studietur fra 20. november til 2. december.
Turen begynder for alvor, når man lander i millionbyen Rio de Janeiro, som blandt andet byder på den verdensberømte Copa Cabana strand.
- Vi skal på heldags sightseeing i bus og opleve flere af byens største seværdigheder - for eksempel Sukkerbjerget og den berømte Kristus-figur på en bjergtop højt oppe over byens tage, fortæller rejseleder og tidligere chefredaktør Niels Damsgaard Hansen, som er med på hele turen.
- Ude af byen besøger vi et stort, historisk landbrug, der nu er nænsomt istandsat og drives økologisk med malkebøfler, græsning og grønsager. Efter to dage i og omkring Rio de Janeiro flyver vi til Foz do Iguazu, hvor vi oplever de storslåede vandfald fra både den brasilianske og argentinske side. Og vi skal ud at sejle på floden i store gummibåde meget tæt på vandfaldene, lyder det fra rejselederen.
I bus ned gennem Argentina
Efter den gigantiske oplevelse køres videre sydpå i bus, hvor man undervejs mod Buenos Aires i Argentina besøger en meget stor teplantage og en gård med dyrkning af ris.
- Ved ankomsten til Buenos Aires sejler vi en tur i Tigre-deltaet og skal bagefter på en sightseeing til de mest unikke seværdigheder. Et tangoshow er også med, før vi kører ud på pampassen for at besøge farme, en feedlot med opfedning af kvæg, en frøavler og landbrug med forskellige, typiske produktioner, fortæller Niels Damsgaard Hansen.
I trygge hænder – også sprogligt
Rejselederen sørger sammen med lokale guider for oversættelse ved besøgene og er behjælpelig med råd og vejledning fra tilmelding til turen slutter.
Turen koster inklusiv helpension 29.200 kroner i delt dobbeltværelse.
Man kan se et detaljeret program med tilmeldingsblanket på www.rejsogoplev.dk eller ringe til Niels Damsgaard Hansen på tlf. 51 41 71 58 eller skrive til niels@rejsogoplev.dk





































