Landboforening giver krisehjælp til medlemmer

Ved årsskiftet lukkede landbrugets gratis krisehjælp fra Seges. I den forbindelse oplyser Agri Nord, at de vil tilbyde gratis rådgivning til landmænd i nød i 2020.

Siden 2012 har Seges tilbudt gratis krisehjælp til landmænd, der havde brug for at tale med en socialrådgiver. I dag findes den mulighed ikke længere.

Derfor fortsætter Agri Nord med at tilbyde hjælp til økonomisk trængte medlemmer af landboforeningen. 

- Vi vil gerne gøre det, vi kan for vores medlemmer, for der er stadig landmænd, der har brug for støtte, siger socialrådgiver Tine Borup Vestergaard, som står for rådgivningen.

Den gratis kriserådgivning består af op til fem timers gratis socialrådgivning gennem en såkaldt startpakke.

Startpakken kan indeholde alt fra hjælp til a-kasse og dagpengesystemet til uvildige krisesamtaler mellem landmænd, deres familier og socialrådgiveren.

- Det er forskelligt, hvad man vælger at bruge startpakken til, og der er ingen tidsgrænse for, hvornår timerne skal bruges. Jeg kan hjælpe med alt det, der føles uoverskueligt, siger Tine Borup Vestergaard.

Agri Nord har en såkaldt SOS-linje, der er fortrolig og åben for medlemmer uanset tidspunkt på dagen.

- Det er bedst at ringe, før det går galt, siger Tine Borup Vestergaard.

aldo

Læs også