Landdistrikter scorer næsten hele bredbåndspuljen
Landdistrikterne står som vinderne af dette års bredbåndspulje. Det er især landkommuner i Region Midtjylland og Region Sjælland, som gør et stort indhug i puljen.

Der er gaver på vej til data-hungrende danskere på de 4.602 adresser, der inden længe kan se frem til lynhurtigt bredbånd.
110 mio. kr. fra bredbåndspuljen i 2018 bliver fordelt på 91 projekter, der især får sjællændere og midtjyder med på den digitale motorvej.
Støtten er fordelt på 4.521 i landzone, 15 i byzone og 66 i sommerhusområder.
- Et Danmark i balance er en vigtig prioritet for regeringen. Derfor målrettede vi i sommer puljen mere mod tyndt befolkede områder, og det ser klart ud til at have virket. Over 98 pct. af adresserne ligger nu i landzone. Det gør mig rigtig glad, at det især er borgere, hvor der er langt mellem husene, som vil modtage penge fra bredbåndspuljen, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V).
Skævvridning
Region Sjælland har historisk set haft den dårligste dækning med hurtigt bredbånd (100/30 Mbit/s). Dækningen lå i 2017 på 79 pct. mod fx 94 pct. i Region Syddanmark, for 100/30 Mbit/s.
I år er der kommet mange ansøgninger fra projekter i Region Sjælland, som har fået tilsvarende mange tilsagn om støtte, og dermed bliver der rettet lidt op på skævvridningen mellem regionerne.
Projekterne inkluderer 2.745 boliger, 137 sommerhuse, 35 virksomheder samt 1.674 adresser, hvor der både er en bolig og en virksomhed.