Alle lønmodtagere skal have ret til betalt ferie – også nye på arbejdsmarkedet.

Det er baggrunden for, at en ny ferielov træder endeligt i kraft pr. 1. september 2020, men den lidt udfordrende overgangsperiode er allerede i gang. 

- Hidtil har vi haft det, som vi kalder forskudt ferie. Det betyder, at lønmodtageren optjener ferie i kalenderåret fra 1. januar til 31. december, men at ferien først kan afholdes fra 1. maj til 30. april året efter. Der kan dermed gå op til 16 måneder, fra ferien optjenes, til ferien kan afholdes, forklarer løn- og HR-rådgiver Lisbeth Skovbjerg Madsen, Centrovice.

Samtidighedsferie

Med den nye ordning vil lønmodtageren imidlertid optjene og afvikle sin ferie på samme tid over en periode på 12 måneder (ferieåret). Det betyder for eksempel, at den ferie, der eksempelvis optjenes i september måned, allerede kan afholdes i oktober måned samme år. 

Lønmodtageren har dog mulighed for at afholde ferien i yderligere fire måneder, så der er 16 måneder til at afholde ferien i. Det giver den enkelte øget fleksibilitet til at afholde ferien.

Ifølge Lisbeth Skovbjerg Madsen, så ændrer den nye ordning hverken på antallet af optjente feriedage, der fortsat er 2,08 dage pr. måned, eller de to former for feriebetaling, nemlig ferie med løn eller ferie med feriegodtgørelse. 

Nyt ferieår

Det, der i stedet er på listen af nye tiltag, er, at ferieåret fremadrettet løber fra den 1. september til den 31. august. 

Feriepengene kan heller ikke længere hæves på én gang. I overgangsperioden kan man, hvis man holder mest mulig ferie fra 1. maj, hæve feriepenge for 16,67 dage. Derefter kan man fra 1. september hæve »drypvis« for 2,08 dage pr. måned. 

Denne begrænsning ventes at give nogle ansatte lidt af en brat opvågning, da det for mange har været kutyme at hæve feriepengene for alle 25 dage på én gang.

Nyt for nye på arbejdsmarkedet

Positivt er det imidlertid, at nye på arbejdsmarkedet fremover vil få ret til at afholde betalt ferie allerede det første år ansættelsen. Antallet af optjente feriedage vil dog afhænge af ansættelsestidspunktet. 

For elever gælder der helt særlige regler, hvor antallet af betalte feriedage afhænger af elevens ansættelsestidspunkt.

Særlige regler i overgangsperioden 

Den nye ferieordning forekommer måske ikke videre kompliceret – og det er den heller ikke, påpeger Centrovice-rådgiveren. Jokeren findes i overgangsordningen, forud for den 1. september 2020, som allerede er begyndt. For arbejdsgiveren kan denne overgangsperiode give en del administrative udfordringer. Især for ansatte med ferie med løn, hvor der er helt særlige regler.

Ved overgangen til en ny ferieordning med samtidighed, vil lønmodtageren – efter de gældende regler – have optjent ferie, som endnu ikke er afholdt. Samtidig vil den enkelte på overgangstidspunktet begynde at optjene ny ferie, som kan afholdes løbende i takt med, at ferien optjenes. Det betyder, at en lønmodtager vil have op til ti ugers betalt ferie i det første år med samtidighedsferie.

- For at komme denne overlapning til livs så hensættes de feriepenge, der optjenes i perioden fra den 1. september i år og frem til den 31. august 2020, hvorefter der køres med nyt ferieår. Disse penge »indefryses« på den nyoprettede fond »Lønmodtagernes Fond for

Tilgodehavende Feriemidler« og kan ikke afholdes eller udbetales, før lønmodtageren forlader arbejdsmarkedet, for eksempel i forbindelse med pension eller udrejse af Danmark, forklarer Lisbeth Skovbjerg Madsen.

Planlæg ferie allerede nu

For alle gælder det desuden i overgangsperioden, at man kan risikere, at der ikke er optjente feriedage nok, hvis man både vil holde sommerferie, efterårsferie og juleferie.

- Det er vigtigt, at arbejdsgiverne allerede nu får informeret deres ansatte om de nye regler. Samtidig skal de være opmærksom på, om der skal ændres i ansættelseskontrakten. For eksempel, hvis der står noget om forkortet ferievarsel ved opsigelse, påpeger Lisbeth Skovbjerg Madsen.

- Når vi først er ude over overgangsperioden den 1. september 2021, så kører ferieordningen umiddelbart mere simpelt, vurderer Lisbeth Skovbjerg Madsen, der dog ikke lægger skjul på, at den nye ordning kræver, at arbejdsgiverne sætter sig grundigt ind i reglerne, hvis de vil undgå de helt store udfordringer ved skrivebordet.

Torsdag den 7. februar giver Centrovice arbejdsgivere mulighed for at få godt indblik i, hvad den nye ferielov betyder for arbejdsgivere og medarbejdere. Her vil netop Lisbeth Skovbjerg Madsen og hendes kollega løn- og HR-rådgiver Lisbeth Frederiksen fortælle meget mere om, hvordan den nye ordning i praksis skal gribes an.