Hvis man får tilsagn om at bygge et minivådområde, får man nu forskuddet sammen med tilsagnet, oplyser Landbrugsstyrelsen.
Landbrugsstyrelsen tager nu konsekvensen af de problemer, der tidligere har været omkring deres administration af ordningen om minivådområder. Det skriver styrelsen i en meddelelse.
It-udfordringer under ansøgningsrunden gjorde, at Landbrugsstyrelsen valgte at sagsbehandle alle ansøgninger manuelt. For at ansøgerne kunne påbegynde deres projekt som planlagt trods it-udfordringerne, udstedte styrelsen før sommerferien forhåndstilsagn til 212 ansøgere, mens 21 fik afslag på et forhåndstilsagn.
Som noget nyt udbetaler Landbrugsstyrelsen i 2019 forskud på tilsagnet. Det betyder, at de ansøgere, der har valgt at modtage forskud, vil modtage deres forskud samtidigt med deres endelige tilsagn.
Styrelsen tilføjer, at man er gået i gang med at behandle de mange ansøgninger, man fik i år, og at det er de ansøgere, der har fået tilsagn på forhånd, hvis ansøgninger behandles først.