VKST opretter ny jobbase
Som noget nyt tilbyder VKST nu virksomheder at slå ledige stillinger op på deres hjemmeside.
På den nye jobbase, der hedder »Job i landbruget«, er det muligt for virksomheder at slå deres stillingsopslag op, ligesom jobsøgende kan gå ind og se listen over ledige stillinger i landbruget og med enkle få klik søge stillingen direkte via hjemmesiden.
Derudover indeholder jobbasen også en kandidatbank, hvor både passive og aktive jobsøgere kan skrive sig op, hvis de ikke finder et matchende job på listen over ledige stillinger.
Antallet af medarbejdere stiger
Det hele sker som led i VKST’ rekrutteringsrådgivning, som er vokset sig større de seneste år.
- Det danske landbrug er under forandring. Bedrifterne bliver større og antallet af medarbejdere på hver bedrift stiger, og kompleksiteten øges. Derfor ønsker vi at hjælpe den enkelte virksomhedsejer så meget som muligt, siger rekrutterings- og ledelseskonsulent i VKST, Jette Sandager, der sammen med de tre andre konsulenter i teamet står bag jobbasen.
Via deres rekrutteringsrådgivning og nu den nye jobbase kan VKST hjælpe med at finde egnede kandidater til virksomhederne.
- Den store udfordring er ikke bare manglen på arbejdskraft i landbruget, men manglen på arbejdskraft med de rette kompetencer. Med kandidatbanken kan vi blandt andet søge i vores arkiv af kvalificerede medarbejdere, der søger arbejde, ligesom det med jobbasen er blevet så enkelt som muligt at søge en ledig stilling, uddyber Jette Sandager.
Få din jobannonce set af mere end 2.000 brugere
VKST tilbyder professionel rekrutteringshjælp i forskellige grader, alt efter hvor meget den enkelte virksomhedsejer har behov for. Jette Sandager og kollegerne i rekrutterings- og ledelsesgruppen kan derfor hjælpe med alt fra udfærdigelse af job-profil og jobannonce til selve ansættelsesprocessen med jobsamtaler og kontraktudfærdigelse.
Og den nye jobbase er et effektivt værktøj i denne proces, som kommer både virksomhedsejeren og de jobsøgende til gavn.
- Med flere end 2.000 unikke besøgende om ugen på vkst.dk, kan du ved at få din jobannonce på vores hjemmeside ramme rigtig mange i den helt rigtige målgruppe i forhold til den jobprofil, der søges, forklarer Jette Sandager og fortsætter:
- Og ved at det er blevet så nemt for de jobsøgende at sende sin ansøgning med ganske få klik, kan vi også få flere relevante profiler til at søge det enkelte job.
Den nye jobbase kan ses på VKST's hjemmeside. Det er helt uforpligtende at kontakte en af rekrutteringskonsulenterne til en samtale om, hvordan de kan hjælpe i processen med at finde en ny medarbejder til virksomheden.