Jobstafet.dk er specialister i at screene og forbinde jobsøgere med spændende jobs hos danske virksomheder i landbruget. Den styrke vil jobportalen nu tilbyde til ukrainske flygtninge i Danmark, som gerne vil have et arbejde i Danmark.
Krigen i Ukraine er uden fortilfælde og har på kort tid skabt dramatiske ændringer i Europa. Én af de direkte konsekvenser er, at millioner ukrainere flygter fra deres krigshærgede land til sikre lande.
De omkringliggende nabolande er de første stationer og herfra arbejder de europæiske lande tæt sammen om at hjælpe flygtningene videre.
Særloven, som også kaldes ukrainerloven, trådte i kraft den 17. marts. Loven har til hensigt at give ukrainske flygtninge mulighed for hurtigt at kunne opholde sig lovligt, arbejde og gå i skole i Danmark.
At blive en del af en social hverdag i et nyt land, har stor positiv effekt på både flygtningenes psykisk velbefindende og på eventuel længere sigt, såfremt flygtningene ønsker at forblive i Danmark. Derfor går danske myndigheder og virksomheders indsatser hånd i hånd med tilbud om skolegang til børn og jobtilbud til voksne.
Job i landbruget
Allerede nu er flere hundrede ukrainske medarbejdere beskæftiget i danske landbrugsvirksomheder og med de positive erfaringer i bagagen, har Jobstafet.dk allerede modtaget ønsker fra både danske arbejdsgivere og ukrainske medarbejdere om at træde til med hjælp, der kan forbinde de ukrainske flygtninge, der vil arbejde i landbruget, med de danske arbejdsgivere.
- Jobstafet.dk er Danmarks største jobformidler i landbruget og derfor ser vi det som vores helt naturlige ansvar at træde til og hjælpe flygtninge i den svære situation”, siger Christina Libach Bentzen.
- Vores rolle er at matche flygtninge, der gerne vil arbejde i landbruget, med danske arbejdsgivere, fortsætter hun. I branchen er der allerede mange samarbejdsrelationer og Christina Libach Bentzen oplever at der er et stort ønske om at hjælpe:
- Der er flere ukrainske netværk i Danmark – bl.a. i landbruget – og de har været rigtig gode til at formidle budskabet videre.”
- Vi har oprettet en særlig landingsside og – i forlængelse af den danske særlov – et ”Special Act Ukraine”-match parameter til de ukrainske flygtninge, som nu kan oprette deres CV på vores jobportal. Ved at anvende match parameteret kan danske arbejdsgivere nemt finde de ukrainske flygtninge og tilbyde ansættelse, slutter Christina Libach Bentzen.
Jobstafet.dk er etableret af LandboUngdom i 2007 og er i dag den største jobformidler i landbruget med mere end 5.900 oprettede kandidater og 3.400 oprettede arbejdsgivere. Ud over selve jobportalen, tilbyder Jobstafet.dk screening og ansøgningshjælp til både danske og udenlandske jobsøgere og HR- og rekrutteringsydelser til arbejdsgivere i landbruget.