Af Cecilie Liv Hansen, folketingsmedlem

Jeg har stillet ministeren for natur og dyrevelfærd, Christian Rabjerg Madsen (S), en række spørgsmål om brug af Bovaer, fordi jeg er bekymret for, hvad fodertilsætningsstoffet betyder for dyrevelfærden.

Men også fordi jeg synes, vi skylder de danske landmænd noget helt grundlæggende: tillid.

Landbruget er i forvejen pakket ind i regler, krav og dokumentation, og nu fastholder regeringen et krav om brug af Bovaer, samtidig med at myndighederne erkender, at vi endnu ikke har svar på, om stoffet kan have negative konsekvenser for køerne.

Det hænger ganske enkelt ikke sammen.

Forkert rækkefølge

I sit svar skriver ministeren blandt andet, at EU-Kommissionen har bedt EFSA, den uafhængige europæiske fødevareautoritet, om en ny videnskabelig vurdering af, om Bovaer er sikkert for de dyr, stoffet er godkendt til. Først 30. november 2026 forventes EFSA at være færdig med deres vurderinger. 

Samtidig viser en undersøgelse fra Aarhus Universitet, at ca. to ud af tre af de medvirkende besætninger har berettet om negative oplevelser med Bovaer. Alligevel vurderer Fødevarestyrelsen, at man endnu ikke videnskabeligt kan konkludere, om der er en direkte sammenhæng, og de næste delresultater fra forskningen kommer først i 2027.

Så vi ved det ikke, alligevel skal landmændene bruge det. Det er efter min mening en forkert rækkefølge.

Ministerens svar henviser samtidig til, at det er den besætningsansvarliges ansvar at sikre dyrenes velfærd, og at landmanden kan undtage køer fra Bovaer, hvis de udviser symptomer på negative reaktioner, og skal i så fald dokumentere det med en tro- og love-erklæring.

Men hvis det virkelig er landmandens ansvar at vurdere, om dyrene trives, hvorfor giver vi så ikke landmanden frihed til at handle på sin faglige vurdering?

Reel tvivl

Jeg mener ikke, at vi skal ignorere klimaudfordringen. Jeg mener heller ikke, at vi på nuværende tidspunkt kan konkludere, at Bovaer er farligt for køerne, men når der er reel tvivl, bør staten ikke stå med pegefingeren og kræve, at landmanden fortsætter.

Kære minister, lad tvivlen komme dyrene til gode. Vent på EFSA's vurdering. Få forskningen gjort færdig. Lyt til de mennesker, der hver dag står ude i staldene og kender deres dyr.

Og her vil jeg gerne høre fra landmænd med viden og erfaring med Bovaer. Har I oplevet ændringer i jeres køers trivsel, foderoptag, mælkeydelse eller adfærd efter indførelsen af Bovaer?

Har I været nødt til at tage køer ud af ordningen og udfylde tro- og loveerklæringer? Har I oplevet noget, som I mener, myndighederne bør kende til?

Så vil jeg gerne høre fra jer.

For det er ikke nok, at vi politikere diskuterer Bovaer på Christiansborg. Vi har brug for at høre fra jer, der står med dyrene i hænderne, og jeg håber derfor, at landmænd, dyrlæger og andre med konkrete erfaringer vil række ud. For hvis regeringen mener alvorligt, at dyrevelfærden kommer først, må den også være villig til at lytte, når mennesker, der arbejder med dyrene hver dag, fortæller, at noget ikke føles rigtigt.

Cecilie Liv Hansen. Foto: Marie Hald/FT

Cecilie Liv Hansen. Foto: Marie Hald/FT

Det er ikke nok, at vi politikere diskuterer Bovaer på Christiansborg. Vi har brug for at høre fra jer, der står med dyrene i hænderne

Fra læserbrevet

Dette er et debatindlæg, som vi har valgt at offentliggøre på vores hjemmeside og/eller i et eller flere af vores printmedier. Indlægget er udelukkende et udtryk for skribentens egne holdninger.

DebatKvægBovaer