Landmand opsætter hjertestartere
Et familiemedlem og en lokal håndværker, der pludselig fik hjerteproblemer og behov for hjælp, satte tankerne i gang hos Svend D. Møller fra Gamborg Genetics. Han har nu opsat hjertestartere på fire af sine ejendomme.

Svend D. Møller fra Gamborg Genetics i Svendstrup ved Middelfart har opsat hjerterstartere på sine ejendomme.
- Vi driver svineproduktion på seks adresser. De to staldanlæg i Ejby og Assens er allerede dækket lokalt, men på vores øvrige ejendomme i Middelfart og Nr. Åby, har vi manglet. Det gør vi så heldigvis ikke længere, siger Svend D. Møller.
Hjertestarterne er købt ved Falck og efterfølgende registreret hos Trygfonden.
- Jeg er allerede blevet kontaktet af et par hjerteløbere, der er glade for, at de ikke skal løbe helt så langt længere, i tilfælde af, at der er en i lokalområdet, der får brug for hjælp, fortæller han med et smil.
Manglede i lokalområdet
Svend D. Møller fik ideen til indkøb af hjertestartere efter, at et familiemedlem, samt en håndværker, der ofte kommer i produktionen, fik behov for hjælp.
- Der kom det lige tæt nok på, siger han.
- Og da vi så erfarede, at der faktisk manglede hjertestartere i vores lokalområde, ja så var der ikke langt fra tanke til handling.
Til glæde for alle
Han understreger, at hjertestarterne selvfølgelig ikke kun er tiltænkt de i alt 20 ansatte på bedriften, men at lokalområdets beboere nu også er dækket ind.
- Derfor har det også været nødvendigt at installere strømforsyning, så de skabe, hjertestarterne er placeret i, hænger uden på ejendommenes bygninger.
- Skabet er opvarmet, for at hjertestarteren er tempereret ved brug, forklarer Svend D. Møller.
Gamborg Genetics
Gamborg Genetics er en opformeringsbesætning med salg og eksport af LY sopolte. Opformeringen omfatter fire ejendomme med jord beliggende ned til Lillebælt på begge sider af den vestfynske landsby Gamborg.