Det 300 år gamle tårnur havde knapt ringet ind til start, før regndråber prydede vandoverfladen i voldgraven. Det stoppede dog ikke interesserede fra nær og fjern, som havde sat kursen mod Sønderskov Herregård syd for Brørup, da arrangementet »Smag på Kongeåen« for nylig fandt sted.
Sønderskov Museum havde valgt at gentage sidste års succes, hvor restauranten i Herregårdskælderen i samarbejde med lokale fødevareproducenter inviterede forbrugere helt tæt på egnens smagsoplevelser med gårdbesøg og middag.
De godt 70 fremmødte trodsede regnen og fandt blot regnfrakken frem, før de drog på rundtur – måske især med programmets sidste punkt for øje, hvor råvarerne fra Kongeåen blev til en overdådig buffet med vinmenu og hele molevitten i den anerkendte herregårdsrestaurant. 

Genialt koncept

Det er kokken fra Herregårdskælderen, Preben Madsen, som er idemageren til konceptet. Han stod for maden, mens det var naturvejleder Sam Sørensen, der agerede guide, da familierne skulle ud til de lokale hobbylandmænd.
- Jeg er med i Sydvestjyske Smagsoplevelser, og så kender jeg flere af de lokale producenter og bruger deres produkter her i restauranten til daglig. Vi har stort fokus på lokale råvarer, og de er stolte af dem, så var det en god mulighed for dem også at vise det frem, som de laver, lød det fra Preben Madsen, som havde en travl formiddag i køkkenet.
De besøgende på pladsen havde set frem til dagen. En af dem, var Elisabeth Østergaard, som i hverdagen prøver at spise så lokalt som muligt.
- Det er et fuldstændigt genialt koncept at komme ud at se de lokale produkter. Det betyder alverden at vide, hvor ens mad kommer fra, og jeg bor lige heroppe ved Mølledammen, så vi har det jo lige i baghaven. Vi spiser også jævnligt herovre, og det smager fantastisk, sagde Elisabeth Østergaard.

Uden gps

Efter en bolle og en kop kaffe blev pensionister og børnefamilier udstyret med hjemmelavede kort, og så gjaldt det ellers om i bilerne at jagte producenternes indhegninger, da gps’erne ikke var til nogen nytte. Første stop var hos Kongeå Kylling på Aagaarden ved Askov.
Her har parret Kim Skov Jensen og Vibeke Mortensen en produktion af 2.200 økologiske kyllinger, hvor der årligt slagtes 9.600 styk til blandt andet Sønderskov Herregård, men hovedsageligt til salg i egen gårdbutik.
Kyllingerne er indhegnet på en hektar, hvor de i dagtimerne går frit blandt træer, mudder og højt græs, som det lyster dem. Kyllingerne er en sidebeskæftigelse for parret, da de begge har jobs ved siden af. Dyrenes frie levevilkår i naturen, tiltalte flere af deltagerne.
- Vi køber kun økologisk, da vi ikke bryder os om den måde, de andre kyllinger bliver opdrættet på. Jeg tror da helt sikkert, at vi skal herud og købe kylling, sagde pensionist Uffe Eskildsen fra Ribe, der fik et bekræftende ja fra sin kone, Bodil Stenkjær efter besøget i Askov.

Lam og summende bier

Efter næb og hønsefødder gik turen til Sønderskov Mølle Lam, hvor landmand Dines Holm et par gårde fra Herregården har en sidegesjæft med 40 moderfår. Han vil dog gerne op på 50, som kan give omkring 80 til 100 lam om året. Lammene bliver hovedsageligt solgt lokalt og blandt andet til Herregårdskælderen.
- Det her er kun på hobbyplan. Men jeg har 13 hektar jord med græs, jeg skal have afgræsset, hvor jeg før havde kødkvæg. Men med får er det bare noget nemmere, forklarede Dines Holm.
Hos Kongeaa Honning mødte fødevareturisterne et stykke over 300.000 bier. Og ved et langbord kunne der smages og indkøbes lokalt honning med smagsnoter af alt fra citron til ingefær. Det blev til en snak om bidronningen, som er altafgørende for, at bierne så roligt kunne flyve om ørerne på de tilhørende. Gråvejret holdt dog også en del af bierne inde i de seks stader.  
- Jeg synes, det er en super ide at vise produktionen frem til forbrugerne. Og så kan jeg godt lide konceptet om at hente råvarerne lokalt, når vi nu kan lave det lige så godt her, som i udlandet, fortalte biavler Flemming Sørensen. Han har i år høstet 240 kg honning, men ligger normalt på godt 300 kg, når sommervejret arter sig.

Ged på gaflen

Før alle kunne få stillet sulten ved rundbordene i Herregårdskælderen, nåede besøgsbilerne også et smut forbi gedeavler Lars Tryk, som har Kongeaa geder. Her græsser godt 40 geder på engene ved Kongeåen. Han har dem dog hjemme på stald i vinterperioden.
- Det er ikke økologisk, men gederne går på et natur 2000 areal og får hø fra paragraf-3 områder. Så det I ser, det er det, I får. Så det er ikke så meget det, det handler om for mig, men at lære danskerne, at der skal ged på gaflen, at det smager godt, at det er nemt at have med at gøre, og så koster det ikke sjællandspriser, sagde Lars Tryk med et grin.
Gederne var ikke meget for regnen, men med en spand kraftfoder som lokkemiddel kom de hurtigt ud fra krattet til stor begejstring for publikum. Gederne slagtes hos Holsted Slagterhus, og det bliver til omkring 200 kg kød årligt.

Kommer igen

Det var med et særdeles godt humør, at deltagerne endelig kunne trække håndbremsen og komme i ly ved Sønderskov Herregård over middag. Maden var allerede dækket op, og folk fik hurtigt stillet sig i kø til buffeten, som blandt andet bød på Terrine af Kongeaa Ged, Crouton med Kongeå Kyllingelever og Røget filet af Sønderskov Mølle Lam med alskens tilbehør. Og der var masser, hvor det kom fra.
Stemningen i den gamle kælder blev hurtigt til et sammensurium af tilfredse suk, klingende glas og lystig snak om dagens begivenheder. De lokale producenter og leverandører til måltidet sad også med til bords.
De fleste var enige om, at de ville gæste arrangementet igen næste år. Og inden LandbrugSyds udsendte forlod selskabet, lød en indtrængende ordre fra en bordherre.
- Du kan godt skrive i avisen, at det her et meget flot tiltag. Kombinationen af at se bedrifterne bag og så smage på råvarerne bagefter, det er fantastisk! Vi vil i hvert fald anbefale arrangementet til andre, lød det fra Harald Kjærgaard fra Vejen, som var afsted sammen med sin kone Susanne Kjærgaard og et vennepar.
Inden bilerne igen kunne vende snuderne hjemad, blev tilværelsen endnu engang forsødet med dessert i form af honningkage og sommerbær med Kongeaa Honning-
skum.