Tre gange om dagen giver gevinster
Formanden for Fynsk Kvæg peger på muligheden for at udnytte den forbedrede mælkepris med en ekstra daglig malkning.
I de kvægbedrifter, hvor der ikke anvendes malkerobotter, malkes der traditionelt morgen og aften i malkestalden. Flere og flere mælkeproducenter ser dog en økonomisk gevinst i at malke deres køer tre gange dagligt, ikke mindst i lyset af den forbedrede afregningspris for mælken her i det seneste halve års tid.
- Især i Jylland er flere gået over til tre gange malkning, og det kunne flere fynboer også overveje, nævner formanden for Fynsk Kvæg, Lars Iversen, der selv har praktiseret tre malkninger dagligt af sine 250 røde køer, siden mælkekvoterne forsvandt i april 2015.
- Det gav fra starten en ydelsesfremgang på 12-15 procent, og samtidig oplever vi en bedre holdbarhed, yversundhed og reproduktion hos køerne som vigtige sidegevinster. Og ikke mindst her, hvor mælkeprisen er steget, giver det en god økonomiske gevinst.
Bedre hverdag
Lars Iversen er helt med på, at det kræver ekstra arbejdskraft, god planlægning, øget fodermængde og et større energiforbrug at lægge om til tre daglige malkninger.
- Det er vigtigt at understrege, at det ikke skal resultere i, at landmanden blot skal løbe endnu stærkere. Faktisk har vi selv oplevet, at både vi og vore ansatte har fået en bedre hverdag. Med malkning tidligt om morgenen og over middag, bliver der bedre tid om til dem, som ikke har aftenvagten, både til fritidsaktiviteter og familien, påpeger han og nævner, at aftenvagter nu om stunder er blevet mere naturligt for unge mennesker.
Men han pointerer samtidig, at det kræver en nøje planlægning og hensyntagen til særlige ønsker.
Læs mere i denne uges LandbrugFyn