Danish Crown har sat gang i planerne om at få sig et nyt hovedkontor. I dag har Danish Crown hjemme på Marsvej i Randers. Planen er dog at flytte hovedkontoret til Sdr. Borup, hvor datterselskabet Tulip Food Company i dag har hjemme. Det er en køretur på cirka fem minutter.

Tanken er at beholde Tulips kontorbygning og forbinde den med den tidligere pølsefabrik på nabogrunden, som ombygges til sit nye formål, lyder det i en meddelelse fra Danish Crown.

Samlet set vil hovedkvarteret blive på ca. 23.000 kvadratmeter. Økonomisk forventer Danish Crown, at projektet vil kunne betale sig selv som følge af synergieffekter, eliminering af spildtid til transport mellem de tre nuværende adresser, og fordi møder kan holdes i huset i stedet for at leje lokaler ude i byen.

- Vi får i mine øjne muligheden for at skabe en af de mest spændende og innovative arbejdspladser i Østjylland. Hele idéen udspringer af vores 4WD-strategi, hvor vi har en klar målsætning om i langt højere grad at agere som en samlet virksomhed på tværs af koncernen. Med et nyt, fælles hovedkontor for Danish Crown og Tulip vil vi tage et kæmpe skridt i den retning, og samtidig kan vi få mere ud af ressourcerne til gavn for vores ejere, siger Preben Sunke, CFO og medlem af direktionen i Danish Crown.

Forkert signal

Fra foreningen Danske Svineproducenter bliver meldingen om, at Danish Crown vil bygge nyt hovedkvarter mødt med utilfredshed. Formand Henrik Mortensen, synes umiddelbart ikke om ideen om. Formanden mener, at overvejelser i den retning er mangel på situationsfornemmelse og sender helt forkerte signaler.

Finanskrisen er næppe overstået for danske svineproducenter er et af formandens argumenter.

- Desuden har vores markedsanalytiker, Markus Fiebelkorn, for nyligt fastslået, at slagteriet er bagud på sit eget selvvalgte afregningsmål, siger Henrik Mortensen og forklarer:

Helt konkret ligger Danish Crown efter de første tre kvartaler således væsentlig efter deres egne ambitioner om at være førende med hensyn til afregningspriser i Europa. Der er blandt andet afregnet ca. 25 øre mindre pr. kg i forhold til Tyskland siden 1 oktober 2016.

- I stedet for at nærme sig målet, har Danish Crown altså foreløbig bevæget sig længere væk fra sit selvvalgte mål, og de har tabt penge i England. Det vil sige, at de er bagud på point, og derfor bør der være fokus på investeringer med højt afkast frem for et nyt hovedkontor, mener Henrik Mortensen.