Som en følge af øget produktivitet og flere smågrise pr. so har Åse og Jens Hedermann Pedersen valgt at føje små 3.000 nye kvadratmeter stald med 3.000 stipladser til ejendommen ved Vadum, hvor de driver et landbrug med 550 søer plus slagtesvin. En nybygning, der tæller seks sektioner med dannebrogsstalde og et sluserum til afhentningen. Den bliver vist frem til et Åben Stald-arrangement fredag den 29. september.

Byggeriet er opført som et barmarksprojekt med Arne Andersen Vrå A/S som totalentreprenør, og det har ikke været standardløsninger hele vejen igennem, konstaterer projektleder Per Nielsen.

Det ses blandt andet på loftshøjden i stalden, som ved ydermuren starter på de 2,60 meter som de fleste andre svinestalde, men i stedet for at fortsætte i samme højde er de lavet skrå og slutter på 4,40 meter.

- Sådan er de stalde, vi havde i forvejen, og jeg synes, det virkede fornuftigt at gøre på samme måde i det nye byggeri, siger Jens Hedermann Pedersen, der har drevet gården de sidste 40 år. De seneste år som et af de få danske landbrug med opdræt uden antibiotika.

 

Undertryk og lange trug

Mens de skrå lofter har været et krav fra gårdejeren, er der også lagt vægt på at få så mange vinduer som muligt, mens ventilationsanlægget er et godt gammeldags gennemtestet undertryksanlæg.

- Jeg har været med til at bygge stalde i 38 år, og der har været mange løsninger gennem tiden. Med det her anlæg er vi tilbage, hvor vi startede. Det er simpelt og funktionelt uden så mange dikkedarer, siger Per Nielsen.

Til forskel fra den gamle stald bliver det nye staldanlæg med lange fodertrug, så grisene kan spise samlet.

- Det gør det lettere at kontrollere, at alle grisene har det godt, når de spiser samlet. De kan lettere ligge over i et hjørne og gemme sig, hvis de går til og fra et kort trug, siger Jens Hedermann Pedersen.

Ligesom det gamle anlæg bliver det nye også fuldspaltet for at lette rengøringen. Nye krav betyder dog, at det faste stykke foran fodertruget bliver 20 centimeter bredere.

Væggene i stalden er malet med epoxy for at sikre godt lys og nem rengøring.

 

Lettere afhentning

Den helt store forbedring i forhold til den nuværende arbejdsgang på gården bliver i forhold til afhentningen af slagtesvin.

Mens Jens Hedermann Pedersen i dag bliver nødt til at være klar, når lastbilen kommer forbi nat eller dag, bliver dyrene i fremtiden lukket ind i en sluse, hvor han kan lukke og låse efter dem. Grisetransporten kan let bakke til slusen og afhente på alle tider af døgnet.

- Det bliver en klar forbedring, konstaterer landmanden, der også har måttet investere i et luftrensningsanlæg, der suger luften ind fra fire af de seks sektioner og skal kunne rense 1.000 kilo kvælstof om året. Kvælstof, der løber direkte fra luftrenseren til fortanken ved gylletanken.

Udover staldanlægget er der også bygget to gylletanke, der hver har plads til 3.500 kubikmeter.

Stalden bliver taget i brug i uge 40 – ugen efter Åben Stald.



Åben stald

Dato: Fredag den 29. september

Tid: Klokken 10-16

Sted: Thisted Landevej 131, 9430 Vadum

Der serveres pølser, øl, vand og kaffe