Det var ikke duften af de grillede pølser eller tanken om et glas velskænket fadøl, der i fredags skabte kø ved lågen hos PIT Hegn i Ringe. Men derimod de mange gode tilbud, der var annonceret, og som hegnsfirmaet i øvrigt har fået ry for, i forbindelse med forårets åbent hus.

- Det er jo nok ved at være 20 år i træk, at vi har stablet det her arrangement på benene, så det er jo blevet et par traditionsrige dage, lyder det fra indehaver Palle Ingemann, der normalt kan byde velkommen til 4-500 kunder i løbet af de to dage.

Efterhånden er det blevet sådan, at folk spørger til, hvornår der er åbent hus, og flere afventer også deres indkøb af hegnsmateriel, låger og tilbehør til åbent hus dagene.

- For os er det godt at få ryddet op i tingene. Det kan jo være varer med fejlmål eller varer fra udstillinger, som vi nu sælger halv pris. Det glæder kunden, der kan finde det de har brug for til en billig pris, og vi ligger ikke inde med det på lageret, forklarer Palle Ingemann.