Venstres byrådsgruppe i Tønder har nu udpeget hvem det, som de mener, der skal efterfølge den afdøde Laurids Rudebeck som byens borgmester.

Valget er faldet på en gammel kending af landbruget. Gruppen har således valgt den nuværende 2. viceborgmester Henrik Frandsen, der er tidligere viceformand i Landbrug & Fødevarer og formand for Sønderjysk Landboforening.

- Det er med stor ydmyghed og respekt, at Venstre indstiller (Henrik Frandsen, red.) til posten nu på den meget triste og uvirkelige baggrund. Men det er også en nødvendig proces, da Venstre ønsker at følge op på den linje som Laurids Rudebeck har lagt ud, skriver formanden for Venstres kommuneforening, Lars-Erik Skydsbjerg, i en pressemeddelelse ifølge jv.dk.

Henrik Frandsen trak sig tilbage fra det organisationspolitiske arbejde i landbruget efter nederlaget til Martin Merrild i formandsvalget i Landbrug & Fødevarer i 2012.

Henrik Frandsen bliver officielt valgt til Tønders nye borgmester på et ekstraordinært byrådsmøde på torsdag. Til TVsyd siger han, at han vil fortsætte samarbejdslinjen i kommunen.

 - Jeg ser frem til at fortsætte det brede samarbejde i byrådet i samme gode ånd, som Laurids Rudebeck har stået for, siger Henrik Frandsen, der er svineproducent i Skærbæk.