Men det er en politisk forudsætning for landbrugspakken, at der gøres indsatser for at samle kvælstof op. Dette kommer senere i form af f.eks. minivådområder. En del af helheden er også, at det i forbindelse med Vandområdeplanerne er fastlagt, at der skal laves flere vådområder. 

I december 2015 blev det aftalt mellem staten og kommunerne at forlænge aftalen om at lave vådområder. Indsatsen blev også fordelt på oplande. 

Der skal fjernes 135 tons kvælstof fra Odense Fjord, og 94 fra Lillebælt, Fyn. Hvis vi antager, at der fjernes 90 kg N/ha vådområde, betyder det, at der skal laves 1500 ha vådområde i oplandet til Odense Fjord og 1045 ha i oplandet til Lillebælt Fyn, for at nå den planlagte reduktion med dette virkemiddel. 

For at et område kan komme på tale som muligt vådområde skal en screening sandsynliggøre, at der kan fjernes mindst 90 kg N/ha, og at prisen beregnes til at være under 1300 kr./kg N. 

Vådområder er en effektiv måde at fjerne kvælstof, som ellers potentielt kunne udvaskes. For den enkelte lodsejer er der nogle muligheder i forbindelse med projekterne, som man som lodsejer skal huske: 

Ofte er de områder, hvor vådområderne tænkes placeret, lave områder, hvor der kan være mange våde pletter. I forbindelse med vådområdet er der mulighed for at komme med i en jordfordeling og måske få mere dyrkningssikker jord. 

Lodsejer har mulighed for at sælge jord til projektet eller sælge den med efterfølgende forkøbsret, når projektet er realiseret. 

Franz Rohde, formand for Teknik- og Miljøudvalget i Nordfyns Kommune og Niels Rasmussen, formand for Centrovice er enige om, at vådområder er en positiv måde at opsamle kvælstof på. De peger på forskellige forhold, som den enkelte lodsejer skal huske at tage med i sine overvejelser: 

  • Der er fuld kompensation til deltagende lodsejere
  • Det kan være en chance for at få samlet sin jord via en finansieret jordfordeling, og en mulighed for at få mindre dyrkningssikker jord byttet ud med mere dyrkningssikker (staten betaler udgifter forbundet hermed)
  • Øget herlighedsværdi og bedre jagt
  • Deltagelse i vådområde er frivillig for lodsejer

Hvis der ikke findes nok arealer til vådområdeprojekter frygter de, at der vil komme andre mindre frivillige tiltag på dyrkningsfladen. Det ligger bl.a. i landbrugspakken, at der kommer differentierede kvælstofudvaskningskvoter på oplandsniveau. Disse kan så forventes at blive skrappere.

Nordfyns Kommune vil ansøge om penge til at gennemføre forundersøgelser i nogle mulige vådområder, hvor lodsejernes ønsker, interesser og muligheder afklares. I forundersøgelsen undersøges de tekniske muligheder for at gennemføre vådområdeprojekterne også.

Nordfyns Kommune er i gang med at kontakte lodsejere, som har egnede arealer til vådområder på Nordfyn. Om kort tid åbner kommunen også op for, at lodsejere selv kan melde mulige områder ind via kommunens hjemmeside. 

I sidste ende er der tale om frivillighed. Så når forundersøgelserne er gennemført, og den enkelte landmand har et samlet overblik over fordele og ulemper, så træffer landmanden selv beslutning om, om man vil være en del af projektet.