- Jeg har hørt en kollega fortælle, at han har brugt op mod 1.000 kroner pr. hektar på sneglegift for at redde sin afgrøde, fortæller Torben Søeberg, Tvendesminde ved Kolding.

Fra udlandet ved Torben Søeberg, at snegle formentlig kun vil blive et endnu større problem i fremtiden.

- Især når de bekæmpelsesmidler, vi har til rådighed ikke er særligt skadelige for sneglene. Der må ikke være duftstoffer for at tiltrække sneglene og efter en regnbyge skal man ud og lægge sneglegift igen, lyder det opgivende fra Torben Søeberg.

Vendbare harvespidser

Gennem en lang årrække har Torben Søeberg på sin egen kraftige lerjord på Tvendesminde syd for Kolding eksperimenteret med halmstrigler.

- Jeg har haft to forskellige slags og gjort, hvad jeg kunne. På grund af den høje hastighed er sliddet forholdsvis stort på de traditionelle halmstrigler, der består af fjedrende tand af fjederrundstål. Det kan ses, når man sætter den på ladegulvet. De tænder, der sidder lige bag traktorhjulene slides hurtigst, og når man så vil skifte dem, er de alligevel et godt stykke længere end de øvrige.

Torben Søeberg blev derfor interesseret, da han i Frankrig for nogle år siden så den striglelignende halmharve med udskiftelige spidser fra producenten Techmagri.

- De vendbare tandspidser er helt almindelige smalle harvespidser. Man kan finde de billigste til 10 kroner stykket og altid under 20 kroner pr. styk. På en traditionel halmstrigle er man nødsaget til at skifte hele tanden og det koster jo nemt 300 kroner pr. tand, fordi man er nødsaget til at skifte det hele.

Billig behandling

Jeg købte for tre år siden en brugt Techmagri halmharve i Frankrig, Cultimulch hedder den.

- Den har jeg nu kørt med siden og er så tilfreds, at jeg begynder importen af dem til Danmark. Der kommer et læs i løbet af denne uge, og vi sætter dem til salg for 89.000 kroner for en 7,2 meter bred model. Det mener jeg selv er en konkurrencedygtig pris til afhjælpning af snegleproblemer.

En 7,2 meter bred halmharve kan nemt trækkes af en traktor på 100-120 hk og har en kapacitet på mindst 10 hektar i timen. Brændstofforbruget er dermed mellem en og to liter diesel pr. hektar.

Læs hele artiklen i Effektivt Landbrug Weekend