Landboauktionen på plads i nye rammer
Aars Landboauktion skifter navn og flytter ind hos Per Dalum, Nørager.
Aars Landboauktion havde den sidste auktion den 27. maj, da lejemålet på den tidligere adresse i Aars ophørte.
Nu har auktionen lejet sig ind i nye lokale hos Per Dalum på Ellebjergvej 49 i Kongens Thisted ved Nørager.
Eftersom auktionen ikke længere ligger i Aars, var det naturligt at skifte navn, og Aars Landboauktion hedder derfor fremover Nordjysk Landboauktion og Eksportstalde.
- Nu får vi hjemme i nyere bygninger, og jeg er sikker på, at de, der er vant til at handle på auktionen nok skal finde til Ellebjergvej, siger Bjarne Frederiksen, der er formand for auktionen.
Arbejder på 1. auktion
Det er endnu ikke sikkert, hvornår den første auktion i de nye rammer afholdes, men der er givet tilladelse til auktionen fra myndighederne.
Netop nu bygges der om og gøres klar til auktion. Når ombygningen er færdig, skal auktionen have en endelig godkendelse fra de veterinære myndigheder, inden den første auktion kan afholdes.
Nordjysk Landboauktion og Eksportstalde ejes 100 procent af nf plus, som har udpeget et auktionsudvalg med Bjarne Frederiksen som formand. Daglig leder er Klaus Pedersen.