Tjek, om du skal slå dine brakarealer mellem 1. august og 15. september
Du skal huske at slå dit brakareal mindst én gang i ansøgningsåret, medmindre du har anmeldt det som blomsterbrak, eller du skal så en vinterafgrøde.
Har du anmeldt brakarealer som ’Slåningsbrak’ (afgrødekode nr. 308 og 310), skal du slå arealet mellem 1. august og 15. september.
Når du slår et brakareal, skal du lade det afslåede plantemateriale blive liggende på marken. Denne regel skyldes, at der ikke må ske en produktion på brakarealet. Du må dog gerne skårlægge plantematerialet, ligesom du også gerne må stakke det op i et hjørne af brakmarken. Du må også gerne foretage let jordbehandling, fx strigling eller anden form for overfladisk jordbehandling.
På brakmarker skal der hele kalenderåret være et plantedække. Du må efterså dele af plantedækket. Hvis du eftersår, må du gerne foretage den nødvendige jordbehandling, men du må ikke pløje, gødske eller sprøjte.
I perioden fra 1. maj til og med 31. juli må du ikke slå brakmarker – dette gælder for arealer anmeldt som både ’Blomsterbrak’ (afgrødekode 324 og 325) og ’Slåningsbrak’ (afgrødekode 308 og 310). Reglen er indført for at beskytte bl.a. harekillinger, rålam og jordrugende fugle.





































