Drømmer du om at se skotsk landbrug og maskinstationer - og få smagt på den ægte vare inden for whisky - er chancen der nu. 30. oktober til 6. november går turen nemlig rundt i Skotland, som også byder på en enestående natur.

Der flyves søndag eftermiddag den 30. oktober fra København til Edinburgh, hvor man efter bustransport fra lufthavnen bliver indkvarteret i centrum af byen og spiser en middag.

Næste dag er der besøg på et landbrug og et malteri i omegnen af Edinburgh.

Dagen efter pakkes kufferterne, og der køres ud af Edinburgh for at besøge et skotsk rådgivningsfirma og et landbrug på vej mod Perth.

- Det er en mindre by, hvor vi overnatter og spiser aftensmad. Onsdag besøger vi en maskinstation og efter frokost et landbrug sammen med folk fra maskinstationen. Efter det kører vi videre mod Aberdeen, hvor vi overnatter og spiser aftensmad i byens centrum, lyder det fra arrangørerne, rejseleder Niels Damsgaard Hansen og Ans Rejser, der er teknisk arrangør.

Landbrug og whisky

Torsdag besøges et landbrug om formiddagen og et whiskydestilleri om eftermiddagen, før man ankommer til Inverness. Her boer man i bymidten og spiser aftensmad på en restaurant.

- Fredag formiddag kører vi gennem højlandet mod vest for at ende op på Isle of Skye. Her spiser vi frokost, før vi kører til det verdensberømte Talisker Whisky destilleri, hvor vi får en udvidet smagning af whisky efter en rundtur på stedet. Efter det går turen til et hotel i eller nær Portree, der er den naturskønne ø’s eneste lidt større by, lyder det i rejseprogrammet.

Lørdag morgen køres fra hotellet mod Glasgow, og i stedet for at forlade Isle of Skye via broen, tager vi en sejltur fra Armadale til Mallaig. Derfra kører vi gennem det spektakulære højland mod syd til Glasgow, hvor vi overnatter og spiser aftensmad.

Undervejs er der tid til stop for at nyde det fantastiske landskab.

Retur via Edinburgh

Søndag går det retur til Danmark via lufthavnen i Edinburgh. Pris for studieturen er 12.200 kroner i delt dobbeltværelse inklusiv helpension (uden drikkevarer til frokoster og aftensmad) og øvrige besøg i henhold til programmet. Eneværelse koster 1.950 kroner ekstra.

Flybillet til/fra Edinburgh skal man selv sørge for - det anbefales at flyve med EasyJet til fra København, hvor billetten koster cirka 1.800 kroner inklusiv 20 kg bagage.

Flybilletten kan Ans Rejser, der er teknisk arrangør og medlem af Rejsegarantifonden, sørge for. Sidste frist for tilmelding er 25. august 2016. Rejseleder er Niels Damsgaard Hansen, ndh@ndhtxtfoto.dk, som kan kontaktes via førnævnte hjemmeside eller på tlf. 51 41 71 58 for yderligere oplysninger.