Granhøj får Wacker Neuson
Granhøj Landbrugsmaskiner i Østermarie har udvidet produktprogrammet med Wacker Neuson, som er et af de mest anerkendte entreprenørmærker
Det tyske Wacker Neuson kommer til Bornholm og får som et af de eneste større entreprenørmærker sin egen forhandler på Bornholm, når Granhøj Landbrugsmaskiner bliver officiel forhandler.
Wacker Neuson har to produktretninger. Den såkaldte Light serie med blandt andet vibrationsmateriel og materiel til betonarbejde og Compact line med gravemaskiner op til 15 tons og dumpere.
- Det er ingen hemmelighed, at vi lever af landbrug, men vi ser også en stor synergi i at arbejde med entreprenørmateriel sideløbende. Vi har en række førende mærker inden for landbrug, og det matcher rigtig godt at få et førende mærke som Wacker Neuson, siger salgskonsulent Kristian Nørregaard fra Granhøj Landbrugsmaskiner.
- Vi ser en fordel ved at komme til at arbejde med kundegrupper, som ikke har den samme sæsoncyklus som landbruget. I øvrigt er det jo ikke kun entreprenører, men i høj grad også større landbrug og maskinstationer, som aftager Wacker Neusons produkter. Specielt blandt maskinstationer er der jo sket den udvikling, at mange af dem også driver entreprenørforretning og er kloakmestre, hvor Wacker Neusons produkter passer perfekt, siger han.
- Vi lægger meget vægt på en lokal profil. Det er vigtigt her på øen at handle lokalt, og vi er virkelig tæt på kunderne. Det skal vi også være med reservedele og service til Wacker Neuson. Nogle af vore servicefolk vil få særlig uddannelse i Wacker Neusons program, men meget af teknikken og computerteknologien kender vi jo i forvejen fra traktorer og andre af landbrugets maskiner, siger Kristian Nørregaard.
Granhøj Landbrugsmaskiner vil få demonstrationsmaskiner fast på Bornholm, så der hurtigt kan leveres en maskine ud, som kunderne kan få lejlighed til at prøve under egne forhold.
Første gang, at Granhøj Landbrugsmaskiner præsenterer Wacker Neusons program, bliver ved Store Legedag, som ud over de mange forlystelser og truckshow også er en velbesøgt maskinmesse.
Wacker Neuson Group leverer maskiner og materiel til et bredt felt inden for bygge- og anlægssektoren, have-/parksektoren, landbrug, genvindingsindustrien, kommuner og industri og har flere end 50 tilknyttede selskaber og 140 salgs- og servicepartnere, der yder service og leverer produkter og reservedele over hele verden. I 2014 omsatte Wacker Neuson Group for tæt ved 10 milliarder kr. og beskæftigede 4.500 medarbejdere. Koncernen har hovedsæde i München. Wacker Neuson Danmark er en del af Wacker Neuson Scandinavia med hovedsæde i Malmö.










































