Jægernes familieweekend
Der er i den kommende weekend fokus på jagt og jagttilbehør i Andelslandsbyen Nyvang.
I Andelslandsbyen Nyvang ved Holbæk kan man den lørdag den 13. og søndag den 14. august – lige før jagtsæsonen er i fuld gang – opleve en weekend, hvor alle former for jagt og jagttilbehør præsenteres.
Programmet er meget omfattende og er enestående af sin art i Danmark. Når jagthornene gjalder klokken 10 og flaget går til vejrs, er det signal til en weekend med et mylder af publikumsaktiviteter.
Hos skytterne er der mange muligheder for af prøve sine færdigheder i skydning, hvad enten det gælder sortkrudt, lerduer eller laserskydning.
Fremvisninger og boder
På aktivitetspladsen er der nok at se til. Det vrimler med boder, hvor der fremvises jagt- og fritidsbeklædning. Konservatoren er i fuld gang med at udstoppe en fugl og biavlerne fortæller om deres nyslyngede honning.
Når man tager en tur med hestevognen og kommer ud til husmandsstedet, serverer husmandskonen kaffe med kaffeerstatningen Rich’s.
Så er det tid til at beundre biludstillingens firhjulstrækkere, købe frokost i traktørstedet Madam Blå eller nyde den medbragte madkurv i parken bag hovedbygningen.
Der vil desuden være fremvisning af forskellige jagthunderacer, jagtfalke, saddelmager og vinsmagning.





































