Når vi kører hen ad Fåborgvej ved Årre, kommer vi forbi en mark med masser af jerseykøer. Det er lige før vejen op til nummer 93 og gården »Hvendslund«, som igen udstiller på dyrskuet i Ribe.

De mange køer på det grønne græs fordrer det spørgsmål, som Marije Jacobsen og Jan Jacobsen er vant til:

- Mange spørger, om vi er økologer, og nej, det er vi ikke. Vi går meget ind for dyrevelfærd, og køerne har godt af at komme ud, når vejret er til det, er den klare melding fra Marije Jacobsen.

Det betyder også, at det ikke er antallet af dage, hvor køerne er ude, der er det vigtige. De har det også godt inde, og vejret i Danmark er ikke altid egnet til at have køerne udenfor – omvendt er det tydeligt, at de gerne vil være ude, når de kan.

En del af de 140 køer kan vælge selv at gå ud og ind, og der skal meget til, inden de bliver inde i stalden.

- Vi lukker køerne ud, når vi har taget første slæt, og vi inviterer folk til at se med ligesom på økodagen, og selvom vi ikke er økologer, får vi faktisk besøg af en flok økologiske landmænd fra Tyskland og Belgien i september, fortæller Marije Jacobsen.

Forude skal tre af gårdenes jerseykøer på tur – til dyrskue.

- Vi har meldt en kvie og to køer til dyrskuet i Ribe, fortæller Marije Jacobsen, der på skuet får hjælp af datteren Signe på 14 år.

Marije Jacobsen fortæller, at de gerne deltager i dyrskuerne, men det passer dem bedst, når det kan klares på en enkelt dag. De melder dyr til, når det passer ind i de øvrige aktiviteter, og tidligere har de også udstillet i Varde.

- Ribe er landets hyggeligste skue, og så skal vi selvfølgelig med. Det er også rigtig hyggeligt at deltage og møde kollegerne, og det er vigtigt at vise byfolkene dyrene, noterer Marije Jacobsen.

For datteren Signe kommer skuet ikke kun til at omfatte de hjemlige dyr. Hun skal også trække for en kollega, men hun har det også i frisk erindring. Hun boede i Herning under Landsskuet og hjalp med at trække dyr.

»Hvendslund« har også givet tilsagn om at deltage på det nye skue i Hellehallen midt i september.