Store ponyer på skuet
Efter nogle års fravær bliver der igen mulighed for at se Connemara på skuet i Ribe
Julie Bech – og Lars Jacewicz – får debut på skuet i Ribe på fredag. De har lige deltaget i Landsskuet i Herning, men hidtil har Stutteri Bech Connemare nær Spandet ved Ribe ikke været på skue i Ribe – i hvert fald ikke med dyr.
- Vi flyttede hertil i 2013 og har været ude og kigge på dyrskuet hvert år siden, men vi har ikke udstillet før. Vi vil gerne præsentere dyrene og stutteriet, og derfor er vi med i år, lyder det fra Julie Bech.
Mere præcist er det to Connemarehingste på fire og fem år, der er udpeget til at repræsentere racen, som ikke har været med i Ribe i flere år.
Stutteriets besætning består i øjeblikket af seks Connemareponyer og to blandingsponyer.
Julie Bech fik sin første Connemarepony af sin mor som 10-årig, og siden har hun været bidt af den race, som hun nu igen har på nærmeste hold.
- Det er en race, som både børn og voksne kan ride på og håndtere, lyder meldingen fra Julie Bech, og datteren Laura på syv år har allerede deltaget i flere Connemarestævner.
Parret betegner racen som hårdføre og nøjsomme, og de kan bruges til både spring, dressur og kørsel, og på Landsskuet deltog Julie Bech i et stort Connemareshow, og meldingen er klar:
- Det er nogle smukke dyr, lyder det om racen, der stammer fra Irland.
Racen har »efternavnet« pony, men de er tæt på at springe grænsen mellem pony og hest, og nogle Connemare er også over ponymålet.
Stutteri Bech Connemare avler ponyer og har også plads til at opstalde dyre, men der er ikke kun heste i stalden.
- Vi vil også gerne gøre noget for de gamle, danske husdyrracer og har lige fået et par gamle grise, fortæller Julie Bech og Lars Jacewicz, der købte de første dyr i stutteriet i fællesskab.





































